Den Eneste Ene

“Bare ærgerligt, Sonnyboy.”

Der er forestillinger, man glæder sig til. Og så er der forestillinger, man næsten frygter en lille smule. For hvad sker der, når man rører ved noget, der for mange danskere er helligt? Den Eneste Ene er ikke bare en film – det er et stykke fælles kulturarv.

For snart 27 år siden blev hele Danmark inviteret helt ind i hverdagslivet hos Sus, Niller, Mulle, Knud, Stella og lille Mgala, da Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson skabte filmen Den Eneste Ene. En romantisk komedie, der ikke bare blev en publikumssucces, men et kulturelt fælles referencepunkt. Replikkerne gled direkte ind i danskernes hverdag, og karaktererne føltes som nogen, vi selv kendte – eller måske endda var en lille smule selv.

Filmen formåede at balancere det humoristiske og det sårbare med en sjælden præcision. Den tog fat i kærlighedens kringlede veje, i skilsmisser, drømme, savn og håb – og gjorde det med både varme og bid. Derfor lever den stadig videre i vores fælles bevidsthed som en fortælling, man vender tilbage til igen og igen.

At musicaludgaven nu er skabt af One and Only Musicals er derfor langt fra tilfældigt. Bag selskabet står blandt andre Jesper Winge Leisner, som i sin tid var med til at skrive sangene til filmen og musicalen. Deraf sangen One and Only. Der er altså tale om skabere, som kender universet indefra – både tonen, humoren og den særlige danske melankoli, der ligger under overfladen. 

Det giver musicalen et autentisk afsæt. Den bygger ikke blot videre på en elsket klassiker – den forstår dens hjerte.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

“7 år Niels”

Merete Mærkedahl træder ind på scenen som Sus med en ro og naturlighed, der straks forankrer forestillingen. Hun rammer den blanding af styrke, sårbarhed og underspillet humor, som gjorde karakteren så elsket i filmen. Flere gange undervejs sniger tanken sig ind: Er det faktisk Sidse Babett Knudsens Sus, der står deroppe? Merete formår at indfange essensen af figuren uden at lave en kopi – hun gør rollen til sin egen, men med tydelig respekt for originalen. Det er overbevisende, troværdigt og rørende.

Magnus Haugaard som Niller var måske ikke det oplagte valg i vores forestilling, inden tæppet gik. Men netop derfor bliver overraskelsen så stor – og så positiv. Han besidder både den tørre timing og den akavede, næsten drengede kejtethed, som Niels Olsen gjorde så ikonisk i filmen. Hans kropssprog, hans små pauser og hans måde at levere replikkerne på rammer præcist den blanding af komik og skrøbelighed, der gør Niller både irriterende og uimodståelig. Han vinder publikum stille og roligt – og ender med at stå stærkt i rollen.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

Sofie Jo Kaufmanas som Stella er nærmest som trådt direkte ud af filmens univers. Hun er 1:1 i energi, attitude og udtryk – og alligevel levende og nutidig. Hvis ikke Paprika Steen selv kunne stå på scenen, er Sofie det absolut tætteste, man kan komme. Hun har den samme fandenivoldske kant og komiske præcision, men overrasker samtidig med en stærk og sikker sangstemme, der tilfører karakteren ekstra dybde. Hun er både skarp, morsom og musikalsk – og helt igennem perfekt castet.

Niclas Vessel Kølpin giver os en Knud, der i både bevægelse og tone rammer noget genkendeligt fra Lars Kaalunds filmfortolkning. Den lidt selvtilfredse, lettere klodsede charme og den måde, han fylder rummet på, er spot on. Men også her undgår vi ren imitation – Niclas giver rollen sin egen rytme og sceniske tyngde. Resultatet er en Knud, man både kan grine ad og genkende.

Ulla Vejby som Mulle bidrager med varme og nærvær. Hun balancerer fint mellem det søde og det bestemte, og hendes samspil med de øvrige karakterer føles naturligt. Hun giver Mulle en fin menneskelighed, som klæder historien.

Og så er der Stanley Bakar som Sonny. WOW. Hans sangstemme løfter taget. Den er kraftfuld, fyldig og teknisk imponerende – men også båret af karisma. Han spiller den selvsmagende, lettere anstrengende italienske charmeur med stor overbevisning og præcision, krydret med italienske fraser, der giver karakteren ekstra kant. Han balancerer det karikerede med det troværdige og leverer en musikalsk præstation, der bliver hængende længe efter sidste tone.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

Lise Lauenblad som Lizzie er intet mindre end fremragende. Hun er røvirriterende, røvdominerende og aldeles uudholdelig – præcis som hun skal være. Hun spiller rollen med så stor præcision og overbevisning, at man næsten fysisk kan mærke irritationen brede sig i salen. Det er en præstation, hvor man må tage hatten af: Når publikum næsten jubler over hendes skæbne, er det ikke ondskab – det er godt skuespil. Hun rammer rollen så rent, at man både provokeres og imponeres.

“Du lugter af løg”

Mgala spilles af Ssanyu Lukenge Khorsand-Jamal, og selvom rollen på papiret er sparsom i replikker – ja, faktisk reduceret til det ene ikoniske ord “Fuck” – formår hun alligevel at sætte et markant aftryk på scenen.

Det er i blikket, i timingen og i hendes fysiske tilstedeværelse, at karakteren for alvor får liv. Hun siger måske ikke meget, men hun er der. Og hver gang hun træder ind i en scene, mærker man energien skifte en anelse.

Det kræver mod og præcision at spille så få ord med så stor effekt. Replikken bliver aldrig en tom gimmick eller en gentagelse for latterens skyld – den får karakter, variation og betydning afhængigt af situationen. Publikum reagerer hver gang, men det er ikke kun fordi ordet er provokerende; det er fordi hun leverer det med præcis den attitude og timing, der gør det både morsomt og sigende.

Mgala bliver dermed mere end en enkelt punchline. Hun bliver et spejl på de voksnes kaos – en lille, tavs kommentator, der med ét ord kan opsummere det hele. Og det gør Ssanyu Lukenge Khorsand-Jamal med en naturlighed og sceneautoritet, der vidner om stort talent.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

“Meget mærkelig firma”

På scenen står et stærkt og imponerende ensemble bestående af Rasmus Grandt, Eugen Miu, Bolette Overgaard, Oscar Stahlfest, Nicklas Troensegaard, Tone Reumert, Linea Høeg Olsen, Rosa Gehl og Cristopher Schøllhammer Rørmose. Det er et hold, der ikke blot udfylder baggrunden, men aktivt er med til at løfte forestillingen i hver eneste scene. De bevæger sig med præcision, overskud og en energi, der smitter langt ud over scenekanten. Koreografien sidder skarpt, og det samme gør de vokale harmonier, som binder de store numre sammen.

Alle leverer på et højt niveau – både som dansere og sangere – men særligt Linea Høeg Olsen, Rosa Gehl og Cristopher Schøllhammer Rørmose markerer sig med vokaler, der virkelig brænder igennem.

Cristopher Schøllhammer Rørmose besidder en stemme, der ganske enkelt får tiden til at stå stille et øjeblik. Når han åbner munden, ændrer rummet karakter. Der er en varme, fylde og kontrol i hans klang, som gør, at man læner sig lidt frem i sædet. Hans stemme er blød og smidig – som smør for ørerne – men samtidig båret af en styrke og teknisk sikkerhed, der giver tyngde til hvert eneste ord, han synger.

Det er ikke kun det vokale overskud, der imponerer; det er også hans nærvær. Han synger ikke bare tonerne – han fortæller med dem. Der er en indlevelse og en ro i hans performance, som gør, at man som publikum føler sig inviteret helt ind i øjeblikket. Hans fraseringer er elegante, og han formår at give selv små musikalske passager betydning.

Sammen med Linea Høeg Olsen og Rosa Gehl, som begge leverer kraftfulde og klare vokaler med flot klang og sikker højde, skaber han nogle musikalske øjeblikke, der løfter forestillingen markant. Harmonierne står knivskarpt, og man mærker tydeligt, at der her er tale om et ensemble med både talent og dedikation.

Det er i høj grad deres stemmer, der giver forestillingen sit musikalske hjerte – og særligt Cristopher Schøllhammer Rørmose efterlader et indtryk, der bliver hængende længe efter tæppet er gået ned.

“Hvis I var to ludobrikker, ville I så være slået hjem nu?”

Bag scenen står Silas Holst som instruktør og Tone Reumert som koreograf – og det er et makkerpar med både pondus og tydelig kunstnerisk retning.

Silas Holst bringer en særlig musikalitet ind i sin instruktion. Man mærker hans baggrund som performer i måden, han arbejder med timing, rytme og fysisk fortælling. Han forstår scenens dynamik indefra. Det betyder, at forestillingen aldrig står stille – selv i de små, intime øjeblikke er der en underliggende puls. Han har blik for detaljen: et blik, en pause, en lille bevægelse, der får en scene til at leve.

Samtidig er der en tydelig respekt for materialet. Silas balancerer det nostalgiske med det nutidige, så forestillingen føles tro mod sit ophav – men uden at blive museumsteater. Han tør give karaktererne luft og sårbarhed, og han insisterer på, at de skal være mennesker før de er punchlines. Det gør, at humoren lander stærkere, og at de følelsesmæssige øjeblikke får lov at synke ind.

Der er også en modenhed i hans iscenesættelse. Overgange er glidende, tempoet velovervejet, og de store ensemblescener er disponeret med en klar dramaturgisk bevidsthed. Man fornemmer en instruktør, der har overblik – ikke bare over det visuelle udtryk, men over fortællingens samlede bevægelse fra start til slut.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

Tone Reumert supplerer med en koreografi, der ikke blot er flot at se på, men som aktivt understøtter fortællingen. Bevægelserne er dynamiske og energifyldte, men også karakterbårne. Ingen trin virker tilfældige – alt har intention. Hun formår at skabe et fysisk udtryk, der både rummer det legende, det elegante og det eksplosive, uden at det tager fokus fra historien.

Sammen skaber de en forestilling, hvor instruktion og koreografi smelter sammen. Man mærker et fælles kunstnerisk sprog og en klar vision. Det er ikke to parallelle spor – det er én samlet puls, der driver forestillingen fremad.

Resultatet er en scene, der emmer af overskud, præcision og energi. Et samarbejde, hvor man tydeligt ser, hvad der kan ske, når to stærke kunstneriske kræfter arbejder i samme retning.

“Få din egen kæreste Mulle”

Scenografien, skabt af Camilla Bjørnvad, er både gennemtænkt og visuelt markant. Scenen er opbygget af store køkkenskabe og skuffer, som på kreativ vis forvandles og får flere funktioner undervejs. De fungerer ikke blot som kulisse, men som aktive medspillere i fortællingen: de bliver til trapper, hoveddøre til de to lejligheder, værelser og små intime rum, hvor karakterernes liv folder sig ud.

Det er en scenografi, der leger med hverdagsæstetikken og samtidig løfter den til noget teatralsk. Køkkenelementerne – som i sig selv er et stærkt symbol i netop denne historie – bliver en visuel ramme om relationerne, konflikterne og kærligheden. Udtrykket er enkelt, men effektfuldt. Der er en funktionel elegance over løsningen, og de mange kreative sceneskift sker flydende og ubesværet. Det er imponerende tænkt – og endnu flottere udført.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

Kapelmester Joakim Pedersen har haft den delicate opgave at arbejde med ikoniske sange, som mange danskere har et nært forhold til. Det kræver både respekt og mod at løfte velkendte melodier ind i en ny scenisk kontekst.

Her lykkes det. Under hans musikalske ledelse får sangene en større fylde og dramatisk spændvidde, så de passer til musicalformatet – uden at miste deres genkendelighed eller sjæl. Arrangementerne føles gennemarbejdede og dynamiske, med et orkesterlyd, der både støtter og forstærker de følelsesmæssige øjeblikke.

Resultatet er en musikalsk helhed, hvor man både genkender de ikoniske toner og oplever dem på ny. Det er nænsomt, respektfuldt og samtidig ambitiøst – præcis som det skal være.

Foto: Miklos Szabo / 2.unit fotograf Ida Buus

“Jamen, så fuck fuck da.”

At forvandle Den Eneste Ene til musical er et vovestykke. Det er som at pille ved noget, vi alle sammen har gemt i hjertet – med citaterne siddende på rygraden og karaktererne plantet solidt i vores kollektive hukommelse.

Men denne opsætning beviser, at det kan lade sig gøre, når kærligheden til materialet er ægte, og håndværket er i orden.

Forestillingen læner sig ikke dovent op ad nostalgien – den arbejder med den. Den forstår filmens tone, dens underspillede humor og dens stille melankoli, men den tør også give historien nye lag gennem musikken, iscenesættelsen og de stærke præstationer på scenen.

Det er genkendeligt. Det er rørende. Det er morsomt. Og vigtigst af alt: Det føles relevant.

For i sidste ende handler Den Eneste Ene stadig om det samme, som den altid har gjort – om timing, tilfældigheder og modet til at vælge kærligheden, selv når livet ikke følger planen.

Så ja. Man kan roligt sætte sig i sædet uden frygt.

For denne musicaludgave rammer hjertet. Og når tæppet går, sidder man tilbage med følelsen af, at nogle historier bare er – ja, den eneste ene.