Jeg tror jeg elsker dig

Et modigt og personligt dansk drama. 

Jeg tror jeg elsker dig er et dansk drama instrueret af Silas Holst og Brian Sean Tange. Filmen tager udgangspunkt i Silas Holsts personlig og smertefuld opvæksthistorie, og resultatet er et værk, der føles både sårbart, ærligt og dybt menneskeligt.

Vi følger drengen Anders, der vokser op i et hjem præget af vold, kontrol og konstant frygt. Faderen Jørgen styrer familien med hård hånd – et menneske fanget i sit eget behov for magt og dominans – mens moderen Lone og storebroren Allan forsøger at navigere i en hverdag, hvor selv den mindste fejl kan udløse et raseri. I dette trykkende miljø bliver Anders stille og iagttagende. Han lærer tidligt at læse stemninger, at mærke fare i luften, og at gemme sig i sig selv.

Men midt i mørket opstår et lys – dansen. Gennem dansen finder Anders en vej ud, et sprog uden ord. Kroppen bliver hans redskab til at forstå og bearbejde alt det, han ikke kan sige højt. Bevægelsen bliver både et oprør og en overlevelsesstrategi. I de scener, hvor Anders danser, mærker man, hvordan kunsten kan fungere som et fristed, et sted hvor smerte bliver forvandlet til styrke og skønhed.

En film båret af ægthed og nærvær. 

Filmens største styrke er dens ægthed. Man fornemmer tydeligt, at fortællingen udspringer af virkelige erfaringer, og det giver hver scene en følelsesmæssig tyngde, der bliver siddende længe efter rulleteksterne. Kameraet dvæler ved de små øjeblikke – et blik, en håndrysten, et tilbageholdt suk – og det er netop i det underspillede, at filmen finder sin kraft.

Skuespillet er stærkt og nuanceret. Særligt præstationerne i de stille scener, hvor ordene ikke slår til, er rørende og troværdige. Her viser filmen, at smerte ikke altid skal råbes ud for at blive hørt.

Et cast der brænder igennem. 

Castet i “Jeg tror jeg elsker dig” leverer en nærmest fejlfri præstation og er uden tvivl en af filmens største styrker.

I rollen som den unge Anders finder vi Bob Jones, søn af Silas Holst og Johannes Nymark, der på mesterlig vis formår at bære filmens følelsesmæssige tyngde. Samspillet med hans far Johannes Nymark, som spiller faderen Jørgen i filmen, skaber nogle af filmens mest intense og hjerteskærende øjeblikke. Det må have været en særlig udfordring for far og søn at spille de barske og følelsesladede scener, men resultatet er intet mindre end imponerende. Bob Jones leverer en præstation fyldt med nuance, sårbarhed og styrke, og man mærker tydeligt, at han har et stort potentiale som kommende skuespiller.

Laura Drasbæk som moderen Lone er også bemærkelsesværdig. Hun formår at indfange essensen af en kvinde fanget i et voldeligt ægteskab – både hendes sårbarhed og hendes stille kamp for at beskytte sin familie. Drasbæks rolle fortolkning er så troværdig, at man som seer næsten føler sig fanget i det klaustrofobiske og truende hjem sammen med hende.

Johannes Nymark som Jørgen er skræmmende og uforglemmelig. Hans portræt af den dominerende og voldelige far er så overbevisende, at man sidder på kanten af stolen, konstant på vagt for, hvad han nu kan finde på. Nymarks evne til at give karakteren en skræmmende dybde og troværdighed gør, at Jørgen bliver en figur, man ikke bare frygter, men også fascineres af. Det kræver et stort talent at spille en så kompleks og modbydelig karakter, og Nymark gør det med en sikkerhed og intensitet, der efterlader et stærkt indtryk.

Ungdommes styrke og dansens forløsning. 

I rollen som den ældre, teenagede Anders leverer Albert Rosin Harson en stærk og nuanceret præstation, der på smukkeste vis viser karakterens udvikling fra skræmt dreng til ung mand med modet til at stå ved sig selv. Gennem dansen finder Anders ikke blot et frirum, men et sprog – en måde at udtrykke alt det, han så længe har været tvunget til at tie om. Harson formår at gøre denne transformation både troværdig og rørende; hans Anders bærer stadig barndommens frygt i kroppen, men langsomt vokser styrken frem, bevægelse for bevægelse.

Dansen bliver et vendepunkt, et sted hvor Anders endelig tør tage ejerskab over sit eget liv og identitet – noget, hans far aldrig har givet ham lov til. Harson spiller med en intensitet, der føles ægte og umiddelbar. Der er en råhed i hans udtryk, men også en skønhed i det skrøbelige; han formår at vise, hvordan mod ikke nødvendigvis handler om at kæmpe imod, men om at turde stå ved, hvem man er.

Albert Rosin Harson bekræfter endnu engang sit talent som en af sin generations mest lovende skuespillere. Han giver Anders en sjælden blanding af indre ro og følelsesmæssig eksplosivitet, og hans scener, særligt de dansende, løfter filmen til et poetisk niveau, hvor krop, musik og følelser smelter sammen til et stille, men kraftfuldt oprør.

Lise Baastrup leverer en markant og mindeværdig præstation som Hanne – Lones veninde og senere Anders’ danselærerinde. Hun træder ind i historien som et lys i mørket, en kvinde, der ser familiens smerte udefra, men som samtidig kæmper med sin egen afmagt. Hanne står på sidelinjen, vidne til volden og utrygheden, og forsøger med stille beslutsomhed at få Lone til at bryde fri fra sin mand. Baastrup formår at give karakteren både varme og kant; hun er ikke blot den klassiske “hjælpende veninde”, men et menneske med dyb empati og indre styrke.

Som danselærerinde bliver Hanne et symbol på frihed – ikke kun for Anders, men også for filmen som helhed. Hun repræsenterer troen på, at kunst og bevægelse kan hele de sår, som ord ikke kan nå. Lise Baastrup balancerer elegant mellem det jordnære og det inspirerende, og hun bringer en menneskelighed til rollen, der gør hendes scener levende og troværdige.

Det er en af Baastrups mest nuancerede præstationer til dato – underspillet, men fuld af nærvær. Hun tilfører filmen et moralsk og følelsesmæssigt kompas, og hendes samspil med både Laura Drasbæk, Bob Jones og Albert Rosin Harson bidrager med varme og håb i en fortælling, der ellers er præget af mørke og smerte.

Et stjernespækket ensamble. 

Derudover bør filmens stjernespækkede cast virkelig fremhæves. Mange af skuespillerne er folk, Silas Holst tidligere har delt scenen med i både Cirkusrevyen, One and Only Musicals og Vild med Dans, og det mærkes tydeligt, at der er både kemi, tillid og fælles forståelse mellem dem. Det giver filmen en varme og en naturlighed i relationerne, også selv når handlingen bevæger sig ind i de mørkeste og mest sårbare rum.

Lisbeth Dahl leverer et både kærligt og rørende portræt af mormoren, mens Ole Boysen giver morfaren en stille, men stærk tilstedeværelse, som skaber balance midt i familiens kaos. Mathilde Norholt som moster Sofia tilfører karaktergalleriet en sjælden kombination af varme, kant og liv, der giver filmen et åndehul.

Det er også et særligt glædeligt gensyn med Silas Holsts mangeårige ven og Boyband Tour-makker Joakim Lind Graae Tranberg, som spiller onkel Klaus. Han formår både at bringe humor og hjertelighed ind i fortællingen – noget der giver filmen små, men afgørende lysglimt.

I de roller, der markerer Anders’ udvikling og hans families videre skæbne, ser vi Kasper Juul som den voksne Allan, der bærer barndommens ar med sig i en afdæmpet og intens præstation. Den unge Allan spilles med naturlig charme og sårbarhed af Carl Løber Roliggaard, der formår at spejle sin ældre udgave på rørende vis.

Filmens biroller er i det hele taget fyldt med små, men mindeværdige præstationer: Vicki Berlin som parterapeut; Jenna Bagge som dansedommer; og Julie Zangenberg i rollen som Jørgens unge kæreste, der med sin tilstedeværelse blotlægger endnu et lag af farens egoisme og fortrængte længsel.

Derudover optræder Silas Holst som sig selv i filmens afsluttende del – en sekvens, der rammer som et emotionelt klimaks. Det er et øjeblik, hvor virkelighed og fiktion smelter sammen, og hvor tårerne ikke længere kan holdes tilbage. Scenen er gennemsyret af ærlighed og smerte, og både på lærredet og blandt publikum sidder følelserne helt uden på tøjet. Det er et øjeblik, der står som et af filmens mest rørende og menneskelige momenter – simpelt, men ualmindeligt stærkt.

At finde skuespillere, der skal portrættere den samme karakter gennem flere livsstadier, kan være en vanskelig opgave, men her lykkes det forbavsende godt. Bob Jones og Albert Rosin Harson ligner ikke blot hinanden fysisk; de formår også at videreføre den samme indre energi og sårbarhed, så overgangen fra barn til teenager føles naturlig og troværdig. Det samme gælder Carl Løber Roliggard og Kasper Juul, der med imponerende præcision spejler hinanden som den unge og den voksne Allan. Denne kontinuitet i både udseende og udtryk giver filmen en ekstra autenticitet og gør karakterernes udvikling endnu mere overbevisende.

Modet til at fortælle sandheden. 

Silas Holst er en mand med mange talenter – og med denne film beviser han, at hans kunstneriske rækkevidde rækker langt ud over dansens verden. Udover at være en af Danmarks mest anerkendte dansere og koreografer, kan han nu også føje både manuskriptforfatter og instruktør til sit imponerende CV. Det er en sjælden bedrift at mestre så mange udtryksformer, men Holst gør det med en ægthed og en følelsesmæssig styrke, der vidner om en kunstner med noget på hjerte.

Filmen står som et modigt og dybt personligt værk – en fortælling, der ikke blot rører, men ryster. Man forlader biografen med en fornemmelse af både sorg og håb, og historien bliver siddende i kroppen længe efter. Det er en film, der tør tage fat på et tabubelagt og smertefuldt emne: vold og psykisk manipulation i nære relationer. Ifølge statistikker har omkring 33 % oplevet at leve med en voldelig narcissist, og netop derfor føles denne film så vigtig. Den giver stemme til dem, der sjældent bliver hørt, og viser, hvor nødvendigt det er at bryde tavsheden.

Konklusion: En film, der tør gøre ondt – og heler gennem ærlighed

Jeg tror jeg elsker dig er ikke bare en film – det er et vidnesbyrd. Et modigt og dybt personligt værk, der kaster lys over de mange børn og voksne, der lever i tavsheden omkring psykisk og fysisk vold.

Silas Holst og Brian Sean Tange har skabt et drama, der balancerer mellem smerte og skønhed, mellem håbløshed og håb. Det er en film, der bliver siddende i kroppen – både på grund af dens ægthed, dens visuelle poesi og de uovertrufne skuespilpræstationer.

En stor ros skal lyde til Silas Holst og hans mor Lene, som har turdet åbne døren til en virkelighed, mange helst vil glemme. Resultatet er en film, der ikke blot rører, men bevæger – og som beviser, at når man tør fortælle sandheden, kan kunsten blive en form for heling.

En af årets mest ærlige og nødvendige danske film.