Junglebogen
Efteråret er over os, og traditionen tro betyder det også, at Eventyrteatret igen inviterer publikum indenfor til årets store efterårsforestilling i Glassalen i Tivoli. Men i år er forestillingen noget helt særligt. Eventyrteatret kan nemlig fejre hele 35 år med eventyr, musik og unge talenter på scenen.
Siden starten har teatret haft en særlig evne til at bringe klassiske eventyr og fortællinger til live i nye, farverige og musikalske fortolkninger – altid med børn og unge som de bærende kræfter. Det runde jubilæum markeres med en af de helt store klassikere, når turen går ind i junglen sammen med Mowgli, Baloo, Bagheera og alle de andre farverige junglebeboere i Junglebogen.
En velkendt historie med nye perspektiver
I Eventyrteatrets version af Junglebogen føres vi ind i junglen, hvor menneskedrengen Mowgli vokser op hos en ulvefamilie. Sammen med panteren Bagheera og den godmodige bjørn Baloo lærer han junglens regler og finder sin plads blandt dyrene.
Men junglen er ikke længere det trygge hjem, den har været. Den frygtede tiger Shere Khan vender tilbage, og Mowgli tvinges ud på en rejse, der udfordrer hans mod, hans venskaber og hans opfattelse af, hvor han egentlig hører til.
Undervejs møder Mowgli blandt andre klimaaktivisten Annika, og mødet mellem menneske og natur bliver et centralt omdrejningspunkt for fortællingen. Sammen må de forsøge at finde en vej, hvor mennesker og dyr kan leve side om side, og hvor junglens fremtid ikke bliver glemt.
Junglebogen er dermed ikke blot fortællingen om en dreng, der vokser op blandt dyr. Det er også en historie om identitet, venskab og mod – og om at finde sin egen plads i en verden, hvor mennesker og natur er tættere forbundet, end vi måske går og tror.
Foto: Thomas Hergaard
Mowgli, Bagheera og Baloo
Som den fornuftige og lettere snusfornuftige Bagheera har Felix Folkenberg Eriksen godt styr på, hvordan tingene bør foregå. Han er ikke nødvendigvis den første til at kaste sig ud i at hjælpe Mowgli, men når det virkelig gælder, træder han til og viser, at der bag den lidt reserverede facade gemmer sig både omsorg og loyalitet. Felix spiller Bagheera med en fin balance mellem alvor og varme.
Silas Santin er skøn som Mowgli. Han leverer en rigtig fin performance og har samtidig en dejlig sangstemme. Der er masser af energi og charme i hans Mowgli, og han bevæger sig så naturligt og overbevisende som en menneskeulv, at man næsten skulle tro, han ikke havde lavet andet hele sit liv. Han får hurtigt Mowgli til at fremstå både nysgerrig, modig og lidt naiv – præcis som man forventer.
Bertil Cummings Eliassen er den dejlige, lune bamse Baloo, som er lige så god, som dagen er lang. Han er måske ikke altid den hurtigste til at forstå, hvad der foregår, men til gengæld har han hjertet på rette sted. Bertil rammer den Baloo, vi kender og elsker fra tegnefilmen, med den godmodige og lidt tungnemme charme, der gør figuren så elskelig. Han er en fornøjelse at følge, hver gang han er på scenen.
Ulvemor, tiger og slange
Som Mowglis ulvemor er Emilia Refnov en varm og omsorgsfuld Akela. Hun tog Mowgli til sig, da han blev fundet, og elsker ham som var han en del af hendes eget kuld. Samtidig er hun naturligt overbeskyttende, når det kommer til sine unger – og det gælder naturligvis også Mowgli. Emilia har en utrolig smuk sangstemme, som især kommer til sin ret i den fine godnatsang, hun synger for sine ulveunger. Det er et af de øjeblikke, hvor man lige stopper op og nyder stemmen.
Mads Fleron Villebro debuterer på Eventyrteatret som den frygtindgydende Shere Khan – og sikke en debut! Han indtager scenen med en imponerende autoritet og får virkelig skabt den tiger, som hele junglen har grund til at frygte. Og så har han en fantastisk sangstemme. Den dybe bas, han præsterer, giver Shere Khan en ekstra tyngde og gør ham til en markant skikkelse på scenen. Fredericia Musicalakademi – tag jer i agt. Her er bestemt et talent, man bør holde øje med!
Trine Marie Wisborg er den sleske og snu slange Kaa, som fungerer som Shere Khans højre hånd. Hun har den helt rigtige blanding af charme og lumskhed og får Kaa til at være en karakter, man både kan grine af og holde lidt øje med. Der er noget dejligt teatralsk over hendes måde at spille slangen på, og hun får virkelig sat sit præg på figuren.
Foto: Thomas Hergaard
Junglens komiske indslag
Som de to gribbe Malte og Ebert holder Hubert Friis Voss og Emma Grant-Rosendahl skarpt øje med alt, hvad der foregår i junglen. Og hvis der er noget, der skal afsløres, kan man være sikker på, at de nok skal få det viderebragt. De to er et virkelig morsomt makkerpar, som leverer masser af komik og fungerer som en slags junglens helt egen sladretante-duo. Deres timing og samspil er en fornøjelse.
Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Julia Bircow har en utrolig sangstemme. Som Abekongen viser hun samtidig, at hun har et stærkt komisk talent. Hun formår at gøre Abekongen både sjov og underholdende, selvom karakteren bestemt ikke har de bedste intentioner. Julia har en fantastisk scenetilstedeværelse og får virkelig skabt en Abekonge, som man ikke kan lade være med at holde øje med. Vi tør næsten godt gentage vores tidligere spådom: Hun kunne meget vel blive den næste Lea Thiim.
Laurits Hjertholm spiller trupsføreren Arne, som har et helt særligt forhold til naturen. Han kender junglen ud og ind og gør, hvad han kan for at komme så tæt på naturen som muligt – måske lidt tættere, end de fleste ville finde nødvendigt. Han har en herlig naivitet og et stærkt ønske om at være ét med naturen, og vi kan ikke lade være med at få associationer til en vis Arne Nuggagren. Laurits spiller ham med masser af charme og komisk timing.
Foto: Thomas Hergaard
Mødet mellem mennesker og junglen
Hannah Ring-Hansen Holt er klimaaktivisten Annika, som både er spejder og datter af Henning Hvidvask. Hun kæmper for junglen og vil bestemt ikke se den blive ryddet for at give plads til industri. Annika bliver hurtigt en vigtig del af Mowglis historie, og mellem de to opstår et fint venskab, og måske også mere? Hannah har en dejlig energi på scenen og en skøn sangstemme, som gør Annika til en sympatisk og engageret karakter.
Magnus Meyer Jakobsen spiller den succesrige fabriksejer Henning Hvidvask, som står bag en stor papirfabrik, der er i fuld gang med at rydde junglen for at skaffe plads og råmaterialer til produktionen. Umiddelbart er han den oplagte skurk i historien, men spørgsmålet er, om Henning Hvidvask egentlig er så ond, som han ser ud til. Magnus formår at give karakteren flere nuancer og holder os nysgerrige på, hvad der egentlig driver ham.
Freja Larsen spiller Karen Korrupt, Henning Hvidvasks højre hånd. Hun er magtsyg, målrettet og bestemt ikke bange for at få tingene til at gå efter sit eget hoved. Men er Henning egentlig den, der bestemmer? Eller er det i virkeligheden Karen, der trækker i trådene bag kulisserne? Freja giver karakteren masser af energi og kant, og hun har samtidig en skøn sangstemme, som virkelig kommer til sin ret.
Foto: Thomas Hergaard
Silas Holst rammer igen plet
Igen i år står Silas Holst både bag manuskript og instruktion, og endnu en gang lykkes det ham at skabe en forestilling på et imponerende højt niveau. Der er tydeligvis tænkt over både historien, karaktererne og ikke mindst de mange små detaljer, som gør forestillingen til mere end bare en genfortælling af den klassiske historie.
Som den store musicalperformer, Silas Holst er, har han naturligvis heller ikke kunnet lade være med at snige en række musicalreferencer ind i manuskriptet. Og ja – vi fandt dem alle sammen! Spørgsmålet er så bare, om du kan spotte dem lige så hurtigt som os?
Det er ganske enkelt imponerende, hvad Silas Holst får ud af et ensemble på omkring 70 børn og unge i alderen 7-20 år. At skabe en helstøbt forestilling med så mange forskellige aldre, erfaringer og personligheder på scenen kræver både en stærk vision og evnen til at få det bedste frem i hver enkelt medvirkende.
Og netop castingen fortjener også et stort skulderklap. Roller og personligheder virker nøje afstemt, og det føles, som om hver enkelt har fundet sin helt rigtige plads i junglen. Resultatet er en forestilling, hvor det store ensemble fungerer imponerende godt – og hvor man endnu en gang må konstatere, at Silas Holst har et ganske særligt talent for at få Eventyrteatrets unge kræfter til at stråle.
Foto: Thomas Hergaard
Farver, fantasi og masser af detaljer
Kostumedesigner Christine Brincker har endnu en gang skabt et imponerende univers gennem kostumerne. De er farverige, fantasifulde og fulde af detaljer, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvilken karakter man står overfor. Hver figur har sit helt eget udtryk, som både understøtter personligheden og gør det nemt at skelne de mange karakterer fra hinanden.
Særligt junglens mange dyr fungerer virkelig godt visuelt, og kostumerne er med til at gøre scenen levende og eventyrlig. Det er tydeligt, at der er tænkt over både de små detaljer og det samlede udtryk – og kostumerne bliver på den måde en vigtig del af den magiske jungleverden, som Eventyrteatret har skabt.
Musik, der bliver hængende
Komponist og sangskriver Stuart Goodstein står endnu en gang bag forestillingens musikalske univers, og også denne gang har han skabt en række sange, der passer perfekt ind i fortællingen. Der er både smukke og stemningsfulde numre, humoristiske sange og mere energiske øjeblikke – og vigtigst af alt føles sangene som en naturlig del af de enkelte karakterer.
Musikken er med til at give hver karakter sit eget udtryk og skubber samtidig historien videre. Det er tydeligt, at der er kælet for både melodier og tekster, og med de mange dygtige sangere på scenen bliver det en fornøjelse at lytte til.
Sangene fra Junglebogen kan findes på diverse streamingtjenester, og dem kan vi kun anbefale at give et lyt. Man bliver hurtigt fanget af de iørefaldende melodier – og ikke mindst af de mange stærke og smukke sangstemmer, som Eventyrteatret endnu en gang kan præsentere.
Foto: Thomas Hergaard
Fra jungle til papirfabrik
Scenograf Kirsten Brink har forvandlet Glassalen til en frodig og eventyrlig jungle, hvor det grønne camouflage-inspirerede stof hænger rundt omkring i salen og allerede fra første øjeblik trækker publikum ind i junglens univers. Allerede når man træder ind i Glassalen, bliver man mødt af junglens beboere, hvor enkelte af figurerne nærmest “flyver” rundt blandt publikum. Det er en fin og effektfuld måde at byde publikum velkommen på og sætte stemningen, allerede inden forestillingen er begyndt.
Også selve scenen er gennemført med grønne elementer og detaljer, der får junglen til at føles levende og som et naturligt hjem for de mange dyr.
Men junglen er ikke det eneste univers, vi bliver præsenteret for. Med få og effektive snuptag forvandles scenen til Henning Hvidvasks Papirmagi A/S, og kontrasten mellem den frodige natur og den industrielle verden fungerer rigtig godt. De flotte visuelle effekter er med til at gøre sceneskiftene både imponerende og underholdende, og det er tydeligt, at der er tænkt kreativt over, hvordan scenografien kan udnyttes til fulde.
Det er en scenografi, der ikke behøver at være gigantisk for at skabe en stor verden – her bliver Glassalen på fineste vis forvandlet til både jungle og fabrik.
En jubilæumsforestilling med masser af magi
Junglebogen er en værdig måde for Eventyrteatret at fejre sine 35 år på. Forestillingen har det, man efterhånden forbinder med Eventyrteatret: masser af energi, flotte kostumer, stærke sangpræstationer, humor, eventyr og ikke mindst en stor flok unge mennesker, der tydeligvis nyder at stå på scenen.
Silas Holst og resten af holdet har formået at tage en velkendt historie og give den sit eget Eventyrteater-præg, samtidig med at der bliver plads til både grin, alvor og aktuelle temaer om natur og miljø.
Det er især imponerende at se, hvordan et ensemble på omkring 70 børn og unge får Glassalen til at føles levende fra start til slut. Der er noget ganske særligt ved at se så mange unge talenter folde sig ud på scenen – og Junglebogen viser endnu en gang, hvorfor Eventyrteatret har formået at holde fast i publikum gennem 35 år.
Vi gik fra Glassalen med et smil på læben, en masse gode melodier i hovedet – og en klar fornemmelse af, at junglen bestemt ikke har set sit sidste eventyr endnu.
