top of page

Stupid Man - The Musical

Forfatters billede: Teaterpigerne
Teaterpigerne
for 5 dage siden
11 min læsning

One and Only Musicals skyder efterårssæsonen i gang med en helt ny dansk musical, Stupid Man – The Musical. Forestillingen har samtidig en særlig historie bag sig, for idéen om en musical bygget op omkring Thomas Helmigs musik var et stort ønske hos afdøde Jesper Winge Leisner. En drøm, han desværre ikke selv nåede at se blive til virkelighed, men som nu har fået lov til at leve videre på scenen.


I Stupid Man – The Musical træder vi indenfor i en helt almindelig opgang, hvor en enkelt weekend kommer til at byde på lidt af hvert. Bag dørene bor mennesker i forskellige aldre og forskellige steder i livet, men efterhånden begynder deres historier og relationer at krydse hinanden på både forventede og knap så forventede måder.


For når kærligheden først blander sig, går tingene sjældent helt efter planen. Nye følelser opstår, gamle forhold bliver sat på prøve, og både forelskelser, venskaber, konflikter og misforståelser er med til at skabe liv i opgangen. Spørgsmålet om, hvem der egentlig ender med hvem, bliver efterhånden lidt af et puslespil.


Midt i det hele finder vi Thomas Helmigs store sangkatalog. De mange velkendte sange bliver flettet ind i fortællingen og får lov til at sætte ord på karakterernes følelser, når kærligheden både gør ondt, gør godt og bliver mere kompliceret, end man havde håbet på. For publikum betyder det samtidig et gensyn med en lang række sange, som mange allerede har deres helt egne minder og følelser knyttet til.


Stupid Man – The Musical er dermed en fortælling om kærligheden i alle dens afskygninger – om at finde den, miste den, kæmpe for den og nogle gange opdage den dér, hvor man mindst havde ventet det. Alt sammen pakket ind i humor, varme og masser af Thomas Helmig.


Foto: Miklos Szabo

Velkommen indenfor i opgangen

På scenen finder vi en spændende blanding af nogle af Danmarks veletablerede navne og nyere musicaltalenter, der tilsammen giver liv til de mange forskellige beboere i opgangen.


I stueetagen finder vi alenemoren Emilie, spillet af Szhirley. Emilie står alene med ansvaret for sin teenagedatter Ida og forsøger at få hverdagens mange brikker til at hænge sammen. Hun er en kvinde med ben i næsen, men bag den stærke facade gemmer der sig også en mere sårbar side og et menneske, der selv savner nærhed og kærlighed.


Szhirley behøver næppe den store introduktion. Hun har gennem mange år vist, hvad hun kan som sanger og performer, og den erfaring tager hun i den grad med sig ind på musicalscenen. Hun giver Emilie både styrke, varme og personlighed og formår samtidig at få de mere følsomme sider af karakteren frem, så hun bliver et menneske, man hurtigt får sympati for.


Og så er der selvfølgelig stemmen. Szhirleys karakteristiske klang er ikke til at tage fejl af, og Thomas Helmigs musik passer utrolig godt til hendes rå og soulede udtryk. Når hun for alvor får lov til at folde stemmen ud, fylder hun Tivolis Koncertsal med en vokal styrke og sikkerhed, der vidner om mange års erfaring. Men det er ikke kun i de store toner, hun imponerer. Hun formår også at skrue ned og skabe nærvær i de mere stille øjeblikke, hvor teksten og følelserne får lov til at stå i centrum.


Szhirley forsøger ikke at gøre Helmigs sange til kopier af originalerne, men sætter sit eget tydelige præg på dem. Det gør hendes musikalske øjeblikke til noget helt særligt og giver samtidig Emilie sin egen stemme – i mere end én forstand.


Som Emilies teenagedatter møder vi Monica Isa Andersen. Hun spiller en ung pige, der brændende ønsker at passe ind og være en del af fællesskabet, men som samtidig står ret alene og mangler nogen at støtte sig til. Monica Isa Andersen formår fint at få både usikkerheden og sårbarheden frem i karakteren, samtidig med at hun viser, at hun er en alsidig performer. Hun mestrer både sang, skuespil og dans og får dermed flere muligheder for at vise forskellige sider af sit talent gennem forestillingen.


Lige på den anden side af opgangen møder vi viceværten Lars, der ikke ligefrem har gjort dagens praktiske gøremål til sin største passion. Han finder gerne en anledning til at snige sig uden om arbejdet, for tankerne befinder sig ofte et helt andet sted. Bag viceværtrollen gemmer der sig nemlig en langt større drøm – Lars drømmer om et liv som rockstjerne og om en tilværelse, der er noget mere glamourøs end hverdagens småreparationer og pligter i opgangen.


Som om rockstjernedrømmene ikke var nok, går Lars også rundt med et godt øje til overboen Jette, som han er håbløst forelsket i. Det giver anledning til flere både sjove, akavede og charmerende øjeblikke, når han forsøger at navigere mellem sine store drømme og følelserne for Jette.


Rollen som Lars spilles af Martin Greis-Rosenthal, og her fik vi faktisk en af forestillingens helt store positive overraskelser. Vi kender ham først og fremmest som skuespiller, og derfor havde vi ikke på forhånd de store forventninger til, hvad han kunne levere vokalt. Men hold nu op, hvor kan han synge! Hans sangstemme overraskede os virkelig og klæder Thomas Helmigs musik utrolig godt. Samtidig har han en dejlig komisk timing, som passer perfekt til Lars og gør den lidt dovne, drømmende vicevært til en både humoristisk og sympatisk karakter.


Foto: Miklos Szabo

Kærligheden bor på alle etager

Farmoren Jette er en af opgangens garvede beboere og har boet der i mere end 35 år. Hun kender derfor både huset, naboerne og livet i opgangen bedre end de fleste. Denne weekend har hun besøg af sit barnebarn fra England, samtidig med at hun har sat sig for, at der skal holdes én sidste sommerfest, inden det hele er slut. Det bliver et samlingspunkt for opgangens beboere og giver samtidig Jette noget at se frem til.


Rollen som Jette spilles af Trine Pallesen, der tilfører karakteren masser af varme, humor og menneskelighed. Hun formår at gøre Jette til en karakter, man hurtigt holder af, og bag hendes ønske om at samle alle til sommerfest mærker man også en mere eftertænksom og følsom side.


Et af de øjeblikke, der især gjorde indtryk på os, var Trine Pallesens fortolkning af Malaga, et af Thomas Helmigs nyere store hits. Hun leverede sangen utrolig smukt og nærværende, og nummeret passede virkelig godt til både hendes stemme og karakteren. Faktisk sad vi undervejs og ventede på, at hele Tivolis Koncertsal ville stemme i. Stemningen og sangen lagde næsten op til et stort fælles øjeblik mellem scenen og publikum – men det kom aldrig helt. Vi gjorde ellers vores bedste for at få sat gang i fællessangen fra vores pladser.


Trine Pallesen er bestemt heller ikke uvant med livet på og omkring en scene. Med skuespillerforældrene Per Pallesen og Kirsten Peüliche er hun nærmest vokset op med teatret som en naturlig del af livet, og siden har hun selv skabt sig en lang karriere som både skuespiller og sanger. Den erfaring kan mærkes i rollen som Jette, hvor hun med stor sikkerhed bevæger sig mellem forestillingens humoristiske øjeblikke og de mere stille og rørende stunder.


I rollen som Jettes barnebarn Misha finder vi Malaika Berenth Mosendane. Misha er kommet hjem fra England for at tilbringe ferien hos sin farmor, og selvom hun udadtil virker åben og gerne vil være en del af fællesskabet, gemmer der sig også en mere usikker og sårbar side. Hun længes efter at høre til, men har, ligesom Ida, ikke den helt store vennekreds omkring sig.


Netop derfor opstår der hurtigt en særlig forståelse mellem de to piger. De genkender noget af sig selv i hinanden, og langsomt begynder et fint og ærligt venskab at spire frem. Deres relation bliver et af de mere søde og ungdommelige elementer i fortællingen og viser samtidig, hvor meget det kan betyde pludselig at møde én, man føler sig set og forstået af.


Malaika Berenth Mosendane giver Misha en dejlig naturlighed og varme og får fint både hendes udadvendte og mere sårbare sider frem. Samtidig får hun også mulighed for at vise sine musikalske kvaliteter. Hun har en virkelig flot og behagelig sangstemme, som passer godt ind i Thomas Helmigs musik, og hun synger med både sikkerhed og nærvær. Samspillet med Monica Isa Andersen fungerer rigtig godt, og de to unge performere klæder hinanden både i deres scener og musikalsk.


I lejligheden ved siden af Jette møder vi parret Simon og Mikkel, spillet af henholdsvis Søren Torpegaard Lund og Cristopher Schøllhammer Rørmose. De er nybagte fædre og befinder sig lige midt i den store omvæltning, det er at få et lille barn. Kærligheden er der stadig, men babygråd, manglende søvn og hverdagens små hemmeligheder begynder langsomt at sætte deres forhold på prøve.


Søren Torpegaard Lund spiller Simon, der er på barsel med parrets lille datter Cleo. Simon har læst alt, hvad der nærmest er værd at vide om børn og deres udvikling, og han forsøger ihærdigt at gøre alting efter bogen – ikke mindst når Cleo skal sove. Men som de fleste forældre nok kan skrive under på, følger en baby ikke nødvendigvis den plan, man selv har lagt.


Mikkel, spillet af Cristopher Schøllhammer Rørmose, har en noget mere afslappet tilgang til forældrerollen. Han tager i højere grad tingene, som de kommer, og står derfor som en fin kontrast til den mere strukturerede Simon. Samtidig går Mikkel rundt med en lille hemmelighed: Han er begyndt at ryge igen og forsøger ihærdigt at skjule det for sin mand. Det er måske en lille ting, men sammen med søvnmanglen og den nye hverdag bliver det endnu en udfordring i deres forhold.


Når det kommer til Søren Torpegaard Lund og Cristopher Schøllhammer Rørmose, er der ingen tvivl om, at vi har med to af Danmarks stærkeste musicalstemmer at gøre. Hver for sig besidder de nogle enorme stemmer, men når de synger sammen, opstår der noget helt særligt. Deres stemmer klæder hinanden utrolig godt, og flere gange sad vi med den dér følelse, hvor nakkehårene simpelthen rejser sig.


Det mærkes især i deres fortolkning af Smelte et isbjerg. Her bliver alle hverdagens frustrationer for en stund skubbet til side, mens Simon og Mikkel forsøger at finde tilbage til hinanden. Søren og Cristopher leverer nummeret med både vokal styrke, intensitet og en kemi, der bestemt ikke går ubemærket hen. Det bliver et af de øjeblikke, hvor Thomas Helmigs musik og karakterernes historie virkelig smelter sammen.


Og lad os bare sige det sådan: Den scene var hot nok til at smelte mere end bare et isbjerg.


Foto: Miklos Szabo

Når naboerne blander sig i kærligheden

Oven over Simon og Mikkel er spanieren Martí netop flyttet ind. Rollen spilles af Max-Emil Nissen, som giver os en mere stille og eftertænksom karakter midt blandt opgangens mange forskellige personligheder.


Martí kommer med et forlist forhold i bagagen og har egentlig mest af alt brug for at trække sig lidt tilbage og finde sig selv igen. Han virker ikke som en mand, der aktivt leder efter nye relationer eller store forandringer i sit liv, men som det ofte er tilfældet i Stupid Man – The Musical, har kærligheden og tilfældighederne deres helt egne planer.


Det bliver tydeligt, da naboen Sarah efter en aften i byen står i den noget uheldige situation, at hun har låst sig ude af sin lejlighed. Martí træder til og hjælper hende, og det bliver begyndelsen på et møde mellem to mennesker, der måske begge har mere med sig i bagagen, end man lige ser ved første øjekast.


Max-Emil Nissen tilfører Martí en dejlig ro og naturlighed, som passer godt til karakteren. Men endnu en gang måtte vi også lige spærre øjnene – eller rettere ørerne – op. For bag den stille Martí gemmer der sig en imponerende sangstemme. Max-Emil Nissen overraskede os virkelig vokalt og viste, at Stupid Man – The Musical har samlet et hold, hvor de stærke sangpræstationer bliver ved med at dukke op fra alle hjørner af opgangen.


Martí får dog ikke lov til at nyde stilheden i sin nye lejlighed ret længe, for lige ved siden af bor kæresteparret Sarah og Jonas, spillet af Amalie Husted Mørup og Jakob Femerling Andersen. Og det er netop gennem dem, at Martí for alvor bliver trukket ind i opgangens mange kærlighedsforviklinger.


Efter en tur i byen slår forholdet mellem Sarah og Jonas nemlig revner. En uenighed sender dem i hver sin retning, og på lettere kaotisk vis ender de begge med at være låst ude af deres fælles lejlighed. For han kyssede hende jo kun på hendes kind…

Her bliver Martí pludselig en del af historien. Sarah søger hjælp hos sin nye nabo og finder ikke blot husly, men også en skulder at læne sig op ad. Kemien mellem de to begynder så småt at vise sig, og måske finder Sarah noget hos Martí, som hun har savnet i sit forhold til Jonas.


Jonas må imens finde et andet sted at tilbringe natten. Hans vej fører ham ned til alenemoren Emilie, og dermed bliver endnu to af opgangens historier flettet sammen. Det er netop noget af det, forestillingen leger fint med: En enkelt aften, en låst dør og et par tilfældige møder kan pludselig vende op og ned på flere menneskers relationer.


Amalie Husted Mørup giver Sarah både energi og kant, men får samtidig fint vist den sårbarhed, der gemmer sig bag facaden. Hun har desuden en stærk og sikker sangstemme, som især kommer til sin ret, når følelserne får lov til at fylde.


Over for hende står Jakob Femerling Andersen som Jonas, og også her er der masser af vokalt overskud. Han har en kraftfuld stemme, der klæder Thomas Helmigs univers rigtig godt, og samtidig tilfører han Jonas både charme og humor.


Sarah og Jonas starter altså aftenen som kærester under samme tag, men ender med at søge ly bag hver sin nabos dør. Og dermed er der for alvor lagt op til endnu flere kærlighedsforviklinger i opgangen.


Ensamblet består desuden også af Rasmus Grant, Rikke Buch Bendtsen, Anton Vammen, Maria Corydon Hellborn, Tobias Arentoft Gräs, Clara Dragsted Hansen. 


Foto: Miklos Szabo

Helmig i nye musikalske klæder

Musikken er naturligvis hentet fra Thomas Helmigs imponerende sangkatalog, men i Stupid Man – The Musical får de velkendte numre nyt liv. Kapelmester Joakim Pedersen står bag de musikalske nyfortolkninger og har formået at tilpasse sangene, så de passer naturligt ind i både historien og de enkelte karakterers univers.


Flere af sangene får dermed en helt ny betydning, når de pludselig bliver sat ind i en konkret situation og bruges til at fortælle karakterernes historier. Numre, man måske har hørt utallige gange før, opleves på en ny måde, fordi teksten får en anden betydning i mødet med det, der sker på scenen.


Joakim Pedersen har samtidig formået at bevare det genkendelige Helmig-univers, så sangene stadig føles som dem, vi kender og holder af, men uden at de blot bliver kopier af originalerne. De nye arrangementer giver plads til forestillingens mange forskellige stemmer og personligheder og er med til at binde musik og handling flot sammen.


Et lille stykke København midt i Tivoli

Scenografien er skabt af Kirsten Brink, som på imponerende vis har forvandlet den store scene i Tivolis Koncertsal til en levende københavnsk opgang. Scenen er bygget op omkring fire forskellige lejligheder, som giver os mulighed for at følge beboernes liv side om side og samtidig understreger, hvor tæt deres historier faktisk foregår på hinanden.


Særligt smart er løsningen med den øverste lejlighed, der gnidningsfrit kan skifte mellem første og anden sal. Det fungerer utrolig elegant og gør det samtidig nemt for publikum at afkode, hvilken lejlighed og hvilke beboere vi befinder os hos. Skiftene bliver en naturlig del af forestillingen og forstyrrer aldrig handlingens flow.


Men det er langt fra kun selve opgangen, der er kælet for. Rundt omkring den ligger resten af København som en levende kulisse, hvor lysene i de omkringliggende huse ændrer sig i takt med, at dagen bliver til aften og natten igen bliver til morgen. Vinduer tændes og slukkes, og små detaljer afslører endda, om nogle af de andre beboere er hjemme. Det er den slags detaljer, man måske ikke opdager med det samme, men som gør scenebilledet endnu mere levende og troværdigt.


Det hele er utrolig fascinerende at betragte, og scenografien rummer så mange små detaljer, at man næsten kunne bruge timer på bare at sidde og kigge “ud” på livet omkring opgangen. Kirsten Brink har ikke blot skabt en kulisse til historien – hun har skabt et lille stykke København midt på scenen i Tivolis Koncertsal. 


Foto: Miklos Szabo

Vi forelskede os i en Stupid Man

Stupid Man – The Musical havde på papiret allerede meget, der talte til os: Thomas Helmigs musik, et stærkt cast og en historie fyldt med kærlighed og relationer. Men forestillingen viste sig at være meget mere end blot en række velkendte Helmig-hits sat sammen på en scene.


Sangene er blevet en naturlig del af fortællingen, og flere af dem får nyt liv, når de pludselig fortæller en helt anden historie end den, man måske selv har forbundet dem med gennem årene. Samtidig bliver de båret frem af et imponerende hold af sangere, hvor både de velkendte musicalstemmer og flere af de mere overraskende vokale præstationer gjorde stort indtryk på os.


Historien er varm, humoristisk og genkendelig, og bag dørene i den københavnske opgang gemmer der sig mennesker, som ikke altid træffer de rigtige valg. De forelsker sig i de forkerte, holder ting skjult for hinanden, bliver sårede, finder nye venskaber og forsøger – ligesom os andre – bare at finde ud af kærligheden og livet.


Når det hele samtidig bliver pakket ind i Kirsten Brinks imponerende scenografi og Joakim Pedersens flotte musikalske nyfortolkninger, er det svært ikke at lade sig rive med.


Så ja – vi gik ind i Tivolis Koncertsal for at se Stupid Man – The Musical, men vi gik derfra en lille smule forelskede.

For nogle gange skal der åbenbart bare en Stupid Man til.


 
 
bottom of page