top of page

Sønderborg Sommerrevy Show 2026

  • Forfatters billede: Teaterpigerne
    Teaterpigerne
  • for 9 minutter siden
  • 9 min læsning

Sønderborg Sommerrevy Show vender stærkt tilbage i 2026 med en forestilling, der endnu engang samler nogle af landets mest underholdende revy- og musikprofiler. Publikum kan se frem til en aften spækket med satire, musik, skæve karakterer, aktuelle emner og masser af grin, når både erfarne revynavne og nye ansigter indtager scenen i Sønderborg.


Årets hold består af Jeff Ace Schjerlund, Jesper Lundgaard, Rikke Buch Bendtsen og Thomas Eje samt de to revydebutanter Johanne Milland og Ane Høgsberg. Sammen skaber de et stærkt ensemble, hvor hver enkelt bidrager med deres helt egen energi, personlighed og sceneerfaring. Kombinationen af rutine, musikalsk overskud og nye kræfter giver forestillingen en frisk dynamik, som klæder revyen utrolig godt.


Et stærkt kreativt team bag forestillingen

Bag forestillingen står instruktør og koreograf Kim Ace Schjerlund, som endnu engang sørger for, at både tempo, koreografi og komisk timing går op i en højere enhed. Ved tangenterne finder man Ole Kibsgaard, der i år debuterer som kapelmester i Sønderborg Sommerrevy. Med sin store musikalske erfaring og sikre hånd løfter han forestillingens musikalske side og binder showet flot sammen fra start til slut.



Jack Jukebox, folkedans og sønderjysk satire

En af de karakterer, publikum igen kan glæde sig til at møde, er den tilbagevendende publikumsfavorit Jack Jukebox, spillet af Jeff Ace Schjerlund. Jack er den lettere excentriske amerikaner, som er flyttet fra USA til det sønderjyske og stadig kæmper med at forstå både dansk kultur, sønderjysk mentalitet og det lokale sprog. Hans skæve tilgang til hverdagen og hans evige forundring over danske vaner skaber endnu engang masser af latter i salen.


I årets revy forsøger Jack at gøre Jan Hellesøe kunsten efter og “boller med din hjerne” – som han selv formulerer det – i et hæsblæsende nummer inspireret af mentalisme og tankelæsning. Ved sin side har han sin yndige assistent, spillet af Johanne Milland, som elegant forsøger at holde styr på kaosset. Selvfølgelig går det ikke helt efter planen, da Jack skal bruge en frivillig fra publikum, og valget falder på ingen ringere end Johannes’ egen kæreste, skuespilleren Alex Høegh Andersen. Det udvikler sig hurtigt til et både absurd, kaotisk og hysterisk morsomt indslag, hvor publikum bliver revet direkte med ind i showets skøre univers.


Jeff Ace Schjerlund er ikke kun en markant del af ensemblet på scenen. Sammen med sin mand, instruktør og koreograf Kim Ace Schjerlund, står han også bag revyen som revydirektør. Derudover imponerer Jeff med sit store musikalske talent og sin stærke sangstemme, som flere gange under forestillingen får lov til at fylde salen. Hans vokal er både kraftfuld, nærværende og teknisk imponerende, og det er tydeligt, at han mestrer både den komiske timing og de mere musikalske øjeblikke til perfektion.


Der bliver også taget kærligt pis på den danske kulturarv, når folkedansen får en humoristisk overhaling. Foreningen har nemlig fået både nye medlemmer og nye fondsmidler fra A.P. Møller, hvilket naturligvis giver anledning til satire om støtteordninger, traditioner og moderne kulturprojekter.


Politisk satire og musikalske højdepunkter

Ane Høgsberg leverer et af forestillingens mest vellykkede og skarpe indslag med sin humoristiske “opsang fra kommunen”, hvor hun med vanlig tør humor tager fat på danskernes nye prepper-kultur og vores stigende bekymringer om kriser og beredskab. Publikum bliver mindet om, at vi alle efterhånden har fået besked på at være klar til nødsituationer med vand, konserves og fornødenheder derhjemme – men som Ane hurtigt konstaterer, gælder reglerne åbenbart lidt anderledes i Sønderjylland.


Her behøver man nemlig ikke bekymre sig om de officielle anbefalinger om mindst tre liter vand pr. person om dagen. Nej, i Sønderjylland kan man ifølge Ane sagtens klare sig med tre kasser Slots pr. person pr. dag – og fire kasser, hvis svigermor også bor i huset. Den slags underspillede punchlines leverer hun med en timing og en deadpan-stil, som får salen til at eksplodere af grin flere gange under nummeret.



Ane Høgsberg formår på imponerende vis at balancere mellem skarp satire, lokal humor og hverdagsgenkendelighed, og hendes måde at levere replikkerne på gør, at publikum hele tiden føler sig med i joken. Hendes tørre levering og rolige sceneenergi giver sketchen et ekstra lag, hvor de små detaljer og skæve formuleringer får lov til at lande perfekt hos publikum.


Man kunne dog ikke lade være med at tænke, at sketchen måske havde fået endnu mere lokal charme, hvis Ane havde valgt at fremføre dele af nummeret på sønderjysk, især fordi hun selv kommer fra Sønderjylland. Det havde uden tvivl givet nogle ekstra grin og en endnu stærkere lokal forankring.


Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at Ane Høgsberg med denne forestilling har fået en yderst vellykket revydebut. Hun går på scenen med både selvtillid, nærvær og skarp komisk timing, og hun viser tydeligt, at hun har format til revyscenen. Hun leverer sin debut med stor sikkerhed og masser af charme – og publikum kvitterer da også med både latter og varme klapsalver.


Rikke Buch Bendtesen leverer et af forestillingens mest veloplagte og mindeværdige indslag med sin skarpe parodi på Inger Støjberg. Med stor selvsikkerhed, stærk scenetilstedeværelse og et glimt i øjet træder hun ind på scenen og rammer både den velkendte attitude, kropssprog og tone så præcist, at publikum straks fanger karakteren.


I nummeret synger hun om ønsket om at gøre comeback og komme tilbage i toppen af dansk politik igen, og det bliver leveret med en perfekt blanding af satire, charme og selvironi. Teksten er fyldt med skarpe stikpiller til både Christiansborg, medierne og den politiske debat, men uden at det bliver tungt eller belærende. Tværtimod formår nummeret at holde en let og humoristisk tone hele vejen igennem, hvilket gør det ekstra underholdende.


Samtidig er det svært ikke at blive imponeret over Rikke Buch Bendtesens sangstemme. Hun løfter nummeret musikalsk med en sikker vokal og en energi, der fylder hele salen. Det er tydeligt, at hun både mestrer det komiske og det musikalske aspekt af revyen, og kombinationen gør indslaget til et af de numre, publikum husker efter forestillingen.


Hun formår at balancere det karikerede og det troværdige på en måde, som gør parodien både morsom og overraskende skarp. Publikum kvitterer da også med store grin og varme klapsalver undervejs, og nummeret udvikler sig hurtigt til et af aftenens helt store højdepunkter.


Det er kort sagt et revynummer, der har det hele: humor, satire, musikalitet og en performer, der tydeligvis nyder hvert eneste sekund på scenen.



Thomas Eje er uden tvivl en af forestillingens helt store oplevelser. Mange danskere er vokset op med ham fra Linje 3, hvor han gennem årtier har fået både børn og voksne til at grine. Og spørgsmålet melder sig næsten automatisk: “Hvor er de to andre?” Svaret kommer prompte: “De er i Føtex.”


Det er en udsøgt fornøjelse at opleve Thomas Eje live på scenen. Han er indbegrebet af en ægte showmand med et imponerende overskud og en timing, som kun de færreste mestrer. Han kommer ind på scenen med sin saxofon, spiller musik med stor lethed og leverer senere et elegant stepdansnummer, som endnu engang understreger hans enorme talent og erfaring.


Som om det ikke var nok, kigger Donald Trump – naturligvis spillet af Thomas Eje – også forbi Sønderborg. I ægte Trump-stil annoncerer han, at han nu har købt Sønderjylland, og herefter står både Jesper Kock og Leif Maibom for skud. Det gjorde kun scenen endnu sjovere for os, da vi samtidig sad i salen med begge herre på hver side af os, mens hele publikum skraldgrinede. Make Als Great Again. 



Fællesskab, sport og Olsen-banden-humor

Kan man forene håndbold og fodbold til én samlet religion? Hvis man spørger Sønderborg Sommerrevy, så er svaret et rungende ja. Inden pausen samles hele holdet nemlig i et energifyldt og stemningsskabende musikalsk indslag, hvor sport, fællesskab og dansk folkesjæl smelter sammen i én stor fest.


Her bliver der flettet elementer ind fra de ikoniske sportsange “Vi er røde, vi er hvide” og “For evigt”, som efterhånden nærmest har opnået kultstatus blandt danske sportsfans – særligt i håndboldverdenen, hvor fællessangene er blevet en fast del af den nationale sportsstemning. Kombinationen af de to sange fungerer overraskende godt og skaber et festligt og nostalgisk øjeblik, hvor både fodbold- og håndboldfans kan synge med.


Stemningen i salen løfter sig mærkbart, da ensemblet går all in på både fællesskab, humor og musikalsk energi. Publikum klapper med, synger med og bliver i dén grad en aktiv del af forestillingen. Det føles næsten som at stå midt i en fyldt arena før en landskamp, hvor alle omkring én pludselig er samlet om den samme stemning og begejstring.


Nummeret fungerer samtidig som en kærlig hyldest til den danske sportskultur og den særlige samhørighed, der opstår, når hele landet samles foran tv-skærme eller på tribunerne for at støtte de danske landshold. Revyholdet formår at tage denne stemning med ind på scenen og gøre den både humoristisk, festlig og overraskende rørende på samme tid.


Det bliver derfor ikke bare endnu et musikalsk indslag, men et af de øjeblikke i forestillingen, hvor publikum virkelig mærker fællesskabet i salen – og hvor grin, musik og national sportsånd går hånd i hånd.



Et af forestillingens helt store grin kommer, da publikum bliver kastet direkte ind i en kærlig og yderst velspillet hyldest til Olsen-banden. Her træder Jeff Ace Schjerlund ind på scenen som selveste Egon Olsen med den karakteristiske selvtillid, de store armbevægelser og naturligvis endnu en “genial plan”.


Sammen med sine trofaste kumpaner Kjeld, spillet af Thomas Eje, og Benny, spillet af Jesper Lundgaard, forsøger trioen denne gang at udføre et stort kup på Sønderborg Slot, hvor målet er intet mindre end at stjæle et maleri af Christian den 2. Allerede fra første øjeblik emmer sketchen af klassisk Olsen-bande-stemning med skæve planer, forviklinger og den velkendte dynamik mellem de tre karakterer.


Thomas Eje rammer Kjelds forsigtige og lettere nervøse væsen perfekt, mens Jesper Lundgaard som Benny bringer den helt rigtige blanding af charme, naivitet og loyalitet til rollen. Samspillet mellem de tre fungerer fremragende, og publikum genkender straks både karaktererne og den ikoniske tone fra de gamle film.


Selvfølgelig mangler Yvonne heller ikke. Johanne Milland stjæler nærmest scenen, hver gang hun træder ind som den utilfredse og evigt krævende Yvonne. Som sædvanligt er hun langt fra imponeret over Egons storstilede planer – i hvert fald ikke før der rent faktisk kommer millioner på kontoen. For som hun tørt konstaterer, så skal de jo snart til at betale formueskat, og det kræver trods alt, at man først får en formue.


Johanne Milland er intet mindre end genial i rollen som Yvonne. Hun rammer karakteren med imponerende præcision, både i kropssprog, attitude og ikke mindst stemmen, som flere gange ligger skræmmende tæt op ad Kirsten Walthers ikoniske levering. Det er tydeligt, at hun har studeret rollen ned til mindste detalje, og hendes timing gør, at publikum konstant bryder ud i latter.


Det særlige ved Johanne Milland er samtidig hendes evne til fuldstændig at slippe hæmningerne på scenen. Hun tør gøre sig selv fjollet, grim og overdreven for komikkens skyld – præcis som hun også viser i sketchen “Dagmars Radio”. Og netop dét gør hendes præstationer endnu sjovere, fordi hun i virkeligheden fremstår som det stik modsatte: elegant, charmerende og scenestærk.


Hele Olsen-bande-sketchens blanding af nostalgi, præcise karakterportrætter og moderne revyhumor gør den til et af forestillingens absolutte højdepunkter. Det er en kærlig hyldest til dansk kulturskat, men samtidig en sketch, der står stærkt i sig selv og får både unge og ældre i salen til at grine med.



Jesper Lundgaard holder revytraditionen i live

Vi må bestemt heller ikke glemme monologernes mester, Jesper Lundgaard – en skuespiller, der med sin unikke timing, underspillede humor og enorme sceneerfaring næsten kan betegnes som den nye Jørgen Ryg.


Jesper Lundgaard besidder den sjældne evne at kunne få en hel sal til at bryde ud i latter med de mindste virkemidler. Et blik, en pause, en skæv formulering eller en tilsyneladende uskyldig sætning er ofte nok til, at publikum knækker sammen af grin. Han behøver ikke store armbevægelser eller overdrevne effekter – hans styrke ligger i det subtile og i den næsten elegante måde, han bygger sine monologer op på.


Det er især i de klassiske revymonologer, at hans talent for alvor kommer til sin ret. Her formår han at holde publikum fanget fra første til sidste ord med historier og betragtninger, der langsomt udvikler sig i mere og mere absurd retning. Hans levering føles naturlig og ubesværet, men bag den rolige facade ligger en præcision og timing, som kun de allerbedste mestre i revygenren besidder.


Man mærker tydeligt inspirationen fra de store danske revylegender, og sammenligningen med Jørgen Ryg kommer næsten helt af sig selv. Jesper Lundgaard har den samme evne til at gøre hverdagens små detaljer hylende morsomme og samtidig få publikum til at føle, at de sidder og lytter til en gammel ven, der bare fortæller en historie.


Han er kort sagt en af de kunstnere, der får revyhumoren til at leve videre i bedste velgående – og hver gang han træder frem alene på scenen, ved man, at der venter et øjeblik fyldt med grin, charme og ægte dansk revytradition.


En revyaften fyldt med nostalgi, satire og store grin

Sønderborg Sommerrevy Show 2026 tegner sig dermed som en underholdende og velspillet revyaften fyldt med nostalgi, satire, musik og masser af grin. Med et stærkt ensemble, skarpe sketches og musikalske indslag formår forestillingen både at hylde den klassiske danske revytradition og samtidig tilføre den et moderne og aktuelt twist. Kombinationen af velkendte revynavne, nye talenter og lokal humor skaber en forestilling med stor charme, høj energi og masser af publikumsappel.



 
 
bottom of page