Hair

En ikonisk musical med et tidløst budskab

Hair er en ikonisk rockmusical fra 1967, der udspiller sig i 1960'ernes USA og skildrer en gruppe unge hippier i New York City, som gør oprør mod samfundets normer. I hjertet af fortællingen står Central Park, hvor hippiestammen har deres tilholdssted. Gruppen forenes af en fælles modstand mod Vietnamkrigen og en stærk tro på fred, frihed, kærlighed og seksuel frigørelse.

Ind i denne farverige og kaotiske verden træder Claude, en ung mand, der står over for et afgørende valg: Skal han følge sin opdragelse og pligtfølelse og lade sig indrullere i hæren – eller skal han følge sine nye idealer og brænde sin indkaldelse? Claude er vokset op i en konservativ familie, hvor loyalitet og ansvar vejer tungt, men efter mødet med stammen begynder hans indre konflikt at vokse.

Da Dionne varsler indgangen til Vandmandens tidsalder, symboliserer det en ny æra med håb, forandring og spirituel frihed. Med den karismatiske Berger som uofficiel leder, den passionerede aktivist Sheila og en række andre farverige personligheder som den gravide Jeanie og den frisindede Woof, udforsker stammen livet gennem lege, eksperimenter og intense diskussioner. Kærligheden flyder frit, hierarkier nedbrydes, og deres værdier sættes på prøve.

Men trods idealerne om “Peace, Love & Harmony” er spørgsmålet stadig, om stammen kan stå samlet, når én af deres egne overvejer at gå imod alt, de kæmper for. Hvad vælger Claude i sidste ende – at følge hjertet eller pligten?

Scenografi og iscenesættelse med kant

Instruktør og scenograf Jens Frausing har skabt en enkel, men virkningsfuld scenografi, hvor et stort etage bygget stillads danner det centrale element. Med sin rå og industrielle æstetik vækker det associationer til New Yorks ikoniske skyline og giver rummet en urban nerve. Skuespillerne er til stede på scenen gennem hele forestillingen, hvilket skaber en konstant energi og tilføjer en særlig intensitet til oplevelsen. Allerede før forestillingen officielt går i gang, begynder de langsomt at træde ind på scenen og indtager rummet som var det New Yorks gader – observerende, nærværende og i direkte kontakt med publikum.

Der arbejdes uden sceneskift, hvilket gør det nemt for publikum at forestille sig, at handlingen flytter sig frit mellem Central Park, et hippiekollektiv eller Claudes barndomshjem. Det er tydeligt, at Jens Frausing har en stærk fornemmelse for rummet og formår at lade skuespillerne spille ud over scenekanten – hele salen tages i brug og bliver en del af fortællingen.

Over scenen hænger et stort lærred og et hav af lys – op mod 1000 lyskilder – der tilsammen skaber de psykedeliske og farverige stemninger, som spejler karakterernes syretrip og følelsesmæssige rejser. Alt dette går op i en højere enhed med musikken, der fremføres live af et orkester under kyndig ledelse af Rasmus Steenberg.

En ny tidsalder

Allerede i forestillingens første øjeblik bliver tonen slået an med en stærk energi, da Dionne – spillet af Saba Lykke Oehlenschlæger – træder frem. Eller rettere sagt, hun står midt blandt publikum og åbner med det legendariske nummer Aquarius. Saba, der tidligere har spillet rollen på Østre Gasværk og desuden har vundet det Danske Melodi Grand Prix, bringer en naturlig autoritet og varme til rollen. Hendes placering blandt publikum giver sangens budskab om en ny æra en særlig kraft og nærhed. Det føles næsten ceremonielt, som om en ny tid faktisk begynder netop der – midt i rummet – og publikum inviteres til at være en del af den fra første sekund.

Hippiestammen – farverig, frisindet og fuld af kærlighed

Kort efter møder vi Berger, spillet af Teit Samsø, som flere vil kende fra tidligere MCH-produktioner som We Will Rock You og Midt om Natten, hvor han sidste år indtog rollen som Benny. Berger er kollektivets ubestridte alfahan – en fri sjæl, der nægter at lade sig tæmme. Han repræsenterer hippiebevægelsens kerneværdier: fred, kærlighed og harmoni. Og især kærlighed – i alle dens former. Teit Samsø giver rollen en karismatisk kant, og hans tilstedeværelse er både legende og kraftfuld.

Thor Vestergaard indtager rollen som Claude – den unge mand, der bærer forestillingens centrale indre konflikt. Claude er vokset op i en konservativ familie, hvor pligt og ansvar er grundstenene i hans opdragelse. Men nu er han stukket af hjemmefra, drevet af en længsel efter noget andet – noget større – og har sluttet sig til hippiekollektivet i håbet om at finde frihed, fællesskab og en ny identitet.

Claude står ved en skillevej: Skal han følge sin families forventninger og lade sig indrullere i hæren for at kæmpe i Vietnam, eller skal han vælge friheden, idealerne og kærligheden, som han har fundet i stammen? Thor Vestergaard giver karakteren en sårbarhed og dybde, der gør Claudes tvivl og søgen både troværdig og rørende. Han bliver billedet på den unge generation, der står splittet mellem fortidens normer og drømmen om en ny verden.

Magiske stemmer i smuk harmoni.

De to mandlige hovedroller imponerer ikke kun som skuespillere – de mestrer i den grad også sangens kunst. Hver især har de stærke vokaler, men det er særligt, når de synger sammen, at magien opstår. Det er en ren fornøjelse at lytte til, som om stemmerne smelter sammen i harmoni, og man et øjeblik får følelsen af, at englene synger med.

Selvom vi allerede ved, at begge besidder fantastiske stemmer – og har hørt dem brillere før – er der noget særligt over deres samspil i netop denne forestilling. Det kulminerer blandt andet i det energiske og ikoniske nummer "Hair", hvor de virkelig får lov at folde sig ud. Sangen er en hyldest til håret i alle dets former: langt, vildt, krøllet, uregerligt – alt andet end pænt og klippet. Det bliver en fejring af frihed, individualitet og modstand mod konformitet, og deres fælles vokale kraft løfter det til noget helt særligt.

Stærke præstationer på stribe

"Sodomy" er en af forestillingens store øjeblikke og bliver leveret med både kraft og kærlighed af Woof, spillet af Marc Olsen. Marc formår med sin imponerende stemme og karismatiske udstråling at indfange hele essensen af den frisindede hippieånd. Han ER den kærlige Woof – en karakter, der elsker alt og alle omkring sig: livet, månen, scenen, publikum og ikke mindst sin storebror – som i øvrigt bliver spillet af Marcs virkelige tvillingebror, Bjørn Olsen. Den kemi og samhørighed, de to bringer på scenen, mærkes tydeligt og giver forestillingen et ekstra lag af autenticitet.

Sheila, den stærke kvinde i gruppen, spilles overbevisende af Ann Charlotte B. Madsen. Sammen med Berger forsøger hun at få Claude til at vælge kærligheden frem for krigen. Hun bringer både styrke, sårbarhed og dybde til rollen, og hendes vokale præstation i nummeret "Let at være hård" er et af aftenens højdepunkter. Hendes kraftfulde stemme fylder salen og går lige i hjertet på publikum.

Maia Kirkedal, som tidligere har medvirket i flere MCH-produktioner, træder denne gang frem i en mere fremtrædende rolle som den højgravide Jeanie – en karakter, der på mange måder bryder med normerne for, hvordan man "bør" være som gravid. Jeanie er sprælsk, søgende og ikke mindst håbløst forelsket i Claude, som dog kun ser hende som en ven. Med sangen "Air" får Maia virkelig mulighed for at folde sin vokal ud, og hun griber chancen. Det er en stærk og rørende præstation, der viser både musikalitet og indlevelse.

Julie Stahl Hansen spiller den poetiske og lidt drømmende Crissy, som i sangen “Frank Mills” synger om en flygtig forelskelse i en mand, hun ikke kender ret godt – og ikke engang ved, hvor bor, andet end at det er "somewhere in Brooklyn." Julie synger med en smuk, klar stemme, der rører og rammer noget ægte og sårbart. Det bliver en af forestillingens mere stille, men mindeværdige stunder.

Også Søren Uldum er værd at fremhæve. Han har tidligere medvirket i flere MCH-produktioner og beviser endnu en gang sit store talent. I Hair har han flere mindre roller, som han løser med overskud, energi og præcision. Hans sangstemme får vi også lov at nyde i løbet af forestillingen, og han leverer hver gang. Søren er uden tvivl et navn, vi kommer til at høre meget mere til – han er netop blevet optaget på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia til sommer, og vi glæder os allerede til at følge hans videre rejse i teatrets verden.

Et stærkt og sårbart øjeblik inden pausen

En af aftenens helt store og mest uventede øjeblikke indtræffer lige inden pausen – en scene, der både overrasker og bevæger. Claude står alene tilbage på scenen. Hans venner og fæller er taget afsted til demonstration, og han befinder sig pludselig i et eksistentielt tomrum. Hvad skal han gøre? Hvilken vej skal han gå? Alene i det afdæmpede lys begynder tvivlen at gnave – og publikum mærker for alvor, hvordan det indre pres på Claude vokser.

Stille og roligt begynder flere af de andre skuespillere at træde ind på scenen igen. De bevæger sig ordløst rundt om Claude, iført enkle hvide lagner, mens de indtager stillads strukturen midt på scenen. Der hviler en nærmest drømmende og meditativ stemning over øjeblikket – som en manifestation af Claudes indre kaos og søgen efter svar.

Pludselig glider lagnerne af, og skuespillerne står nøgne tilbage i det bløde scenelys. Det er ikke et chok, men snarere en poetisk og symbolsk gestus. Deres kroppe ses ikke i detaljer – lyset er så afdæmpet, at publikum kun opfatter silhuetterne. Det er smukt, sårbart og stærkt. En stille erklæring om frihed, om at smide alle facader og stå nøgen tilbage – ikke blot fysisk, men også følelsesmæssigt og mentalt. Et modigt billede på den ultimative frihed og den menneskelige skrøbelighed.

Denne scene bliver siddende i kroppen længe efter tæppet går ned for pausen – et øjeblik, hvor tid og rum synes at opløses, og hvor publikum for alvor inviteres ind i forestillingens inderste kerne.

Konklusion: En rejse ind i hjertet af frihed

Hair er ikke bare en forestilling – det er en oplevelse. Den formår at være både legende, intens, rørende og oprørsk på én gang. Gennem stærke præstationer, levende scenografi og musikalsk kraft bliver budskaberne om fred, kærlighed og personlig frihed ikke blot formidlet, men mærket. Det er en rejse ind i en anden tid – og samtidig en påmindelse om, hvor meget vi stadig har at kæmpe for.

Det er forestillinger som denne, der minder os om, hvad teater kan: røre, vække og samle.