We Will Rock You

En musicalefterskole med professionelt sigte

Viby Efterskole er en musicalefterskole med et stærkt fokus på sang, dans og skuespil på et niveau, der nærmer sig det professionelle. Eleverne arbejder målrettet med både det kunstneriske udtryk og det tekniske håndværk – fra stemmetræning og koreografi til scenisk nærvær og karakteropbygning – og resultatet mærkes tydeligt, når tæppet går. Her står unge performere på scenen, som ikke blot spiller roller, men formår at formidle følelser, relationer og energi med imponerende sikkerhed og overskud.

Dansene er koreograferer af Maria Andersen og Aaron Le, og bidrager med et klart, nutidigt bevægelsessprog, der understøtter både fortælling og musil og understreger skolens helhedsorienterede arbejde med dans, musik og teater.

Iscenesættelsen er varetaget af Carsten Kiørbye Bertelsen, mens den musikalske ledelse ligger hos Morten Garnæs, hvilket tilsammen sikrer en produktion med både kunstnerisk sammenhæng og solid musikalsk kvalitet.

Fællesskab, disciplin og spilleglæde

Skolen har skabt en produktion, hvor fællesskab, disciplin og spilleglæde går hånd i hånd, og hvor hver enkelt elev får mulighed for at udfolde sit talent i både de store, spektakulære showstopper-numre og de mere stille, intime øjeblikke. Det er tydeligt, at Viby Efterskole ikke blot uddanner elever i musicalens teknikker, men også i samarbejde, scenisk ansvar og kunstnerisk mod – egenskaber, der løfter helheden og giver forestillingen et stærkt ensemblepræg.

En fremtid uden rock

I år har efterskolen kastet sig over musicalen We Will Rock You, som udspiller sig i en fjern fremtid, hvor rockmusikken er forsvundet, og al kreativitet er erstattet af ensformig, computergenereret pop og konstant online-tilstedeværelse. Menneskerne har mistet evnen – og viljen – til at tænke selv og følger i stedet systemet og skærmen blindt. Individualitet er blevet en trussel, og ægte følelser er næsten udryddet. “Ik’ tænk selv, bare gå online”

Når kontrol møder frihed

Samfundet styres af den magtsyge Killer Queen, spillet af Karoline Raunsø, som holder befolkningen i et stramt jerngreb gennem teknologi, overvågning og systematisk hjernevask. Hun er forestillingens iskolde magtcentrum – en leder uden empati, hvor kontrol betyder mere end menneskelighed, og hvor enhver form for selvstændig tanke bliver set som en trussel mod ordenen.

Karoline Raunsø leverer en stærk og overbevisende præstation i rollen. Hun formår at gøre Killer Queen både frygtindgydende og fascinerende, og hendes autoritet på scenen er så markant, at man næsten glemmer, at det er skuespil. Rollen spilles med en sådan intensitet og overbevisning, at man som publikum let kan komme til at tro, at hun virkelig er sådan i virkeligheden – hvilket naturligvis blot vidner om, hvor godt karakteren er udført. Det er en præstation, der sætter tydelige spor og giver forestillingens skurk den nødvendige tyngde og kant.

Midt i denne kolde og stramt kontrollerede verden møder vi Galileo Figaro, spillet af Kalle Emil Østerlund – en ung mand, der hjemsøges af mærkelige drømme og brudstykker af sangtekster fra en svunden tid, hvor musik blev skabt med hjerte, sjæl og menneskelig nerve. Han ved ikke selv, hvor melodierne stammer fra, men mærker instinktivt, at de rummer en sandhed, som rækker langt ud over systemets kolde logik og mekaniske regler. Galileos indre kamp mellem tilpasning og oprør bliver et spejl på forestillingens større tema om frihed og identitet.

Kalle Emil Østerlund giver rollen et fint nærvær og en tydelig musikalitet. Hans vokal står klart og sikkert, og der er et naturligt talent at spore i både klang og udtryk. Med den rette træning og fortsat udvikling rummer han et stort potentiale inden for musicalgenren, hvor hans stemme og sceniske udstråling kan få endnu større gennemslagskraft fremover.

På sin vej møder Galileo Scaramouche, spillet af Ida Bodilsen – pigen, der aldrig helt har passet ind i systemets firkantede rammer. Hun tænker selv, taler sin egen sag og nægter at lade sig forme af den verden, hun lever i. Scaramouche står fast på sin identitet og vil ikke gå på kompromis med sine holdninger, selv når det gør hende sårbar. Netop derfor bliver hun farlig i en verden, hvor alle helst skal være ens, og hvor afvigelser bliver mødt med kontrol og straf. Hun repræsenterer modet til at være anderledes og viljen til at stå ved sig selv, også når det koster.

Ida Bodilsen leverer rollen med både styrke og følelse – og med en vokal, der ganske enkelt er svær at komme udenom. Hendes stemme er kraftfuld, klar og fyldt med nerve, og flere gange løber kuldegysningerne op ad armene. Det er den slags sangpræstationer, der sætter sig fysisk i kroppen hos publikum. Med det niveau hun allerede viser nu, har hun potentiale til at bevæge sig langt inden for musicalverdenen, og man fristes til at tænke, at vi her ser begyndelsen på en ny stor musicalstemme i stil med Lea Thiim.

Oprørerne samles

Ved Killer Queens side står Khashoggi, spillet af Benjamin Bech, en loyal og pligtopfyldende håndlanger, som gør alt for at stoppe oprørerne og holde styr på dem, der vover at bryde reglerne. Modstanden samles i oprørsgruppen Bohemians, anført af Brit, spillet af Rumle Dahlslykke Sarbo, en stærk og visionær leder, der tror på frihed, kærlighed og ægte musik som vejen ud af undertrykkelsen. Ved hans side står Oz, spillet af Lærke Qvist Højlund, den mere rolige og eftertænksomme type, og sammen danner de både et politisk og romantisk makkerpar.

Ved Brits side finder vi Buddy, spillet af Elias Laurits Ellegaard Hessellund, det lidt mærkelige, men dybt loyale sidekick, der tilfører varme, humor og menneskelighed til oprørsgruppen – også når kampen mod systemet spidser til, og konsekvenserne bliver alvorlige.

Rebellerne har alle vendt ryggen til magtens klaustrofobiske samfund og har søgt tilflugt i Hard Rock Café – en slags tidslomme og fristed, hvor rockmusikken stadig lever. Her gemmer de sig for systemet og holder fast i minderne om en verden, hvor musik blev skabt med ægte instrumenter, følelser og personlighed. Caféen fungerer som deres skjulested, men også som deres helligdom, hvor de kan være sig selv uden frygt for overvågning og kontrol.

Som et symbol på deres modstand har rebellerne taget navne efter fortidens store musikikoner. Blandt dem finder man referencer til både internationale og danske stjerner som Bon Jovi, Axl Rose, Elvis, Sanne Salomonsen, Mick Jagger og Nik & Jay. Navnene er ikke blot aliaser, men en hyldest til den musikalske arv, de kæmper for at genoplive – og et klart opråb om, at rockens ånd stadig lever, selv i en verden hvor den officielt er erklæret død.

En hyldest til eleverne bag kulisserne

En stor og velfortjent ros skal lyde til alle skolens dygtige elever, som ikke blot står på scenen, men også bærer forestillingen bag kulisserne. De har haft ansvaret for alt fra programudformning og oppyntning til scenografi, musikafvikling og skolens SoMe, og det samlede arbejde vidner om både engagement, kreativitet og et imponerende niveau af professionalisme. Det er tydeligt, at eleverne har lagt tid, energi og hjerte i hele produktionen, og deres indsats er med til at skabe en helstøbt oplevelse, hvor både det visuelle, det tekniske og det kunstneriske går op i en højere enhed. Forestillingen bliver dermed ikke kun et resultat af talent på scenen, men også af et stærkt fællesskab og et stort ansvar taget af eleverne selv.