Fame - The Musical

Foto: Miklos Szabo

Historien og rammerne. 

Fame – The Musical foregår på den berømte High School of Performing Arts i New York i starten af 1980’erne. Her møder vi en gruppe unge elever, der alle er blevet optaget på skolen med store drømme om succes, stjernestatus og et liv i rampelyset. Gennem fire år følger vi deres rejse, hvor håb og ambitioner blandes med hårdt arbejde, kærlighed, skuffelser og personlige kampe.

Instruktør Frede Guldbrandsen har formået at samle alle trådene i en opsætning, der både er underholdende, rørende og visuelt stærk. Han balancerer fint mellem de lette, energiske øjeblikke og de mere mørke og eftertænksomme sider af historien, så musicalen aldrig mister sit greb om publikum.

De unge drømme og deres udfordringer. 

Nick drømmer om at blive en seriøs skuespiller, men bliver udfordret af sit forhold til den følsomme Serena, der endnu ikke helt tror på sit eget talent. Tyrone imponerer alle med sit naturlige danseriske talent, men kæmper med skolearbejdet og frygten for at fejle, indtil mødet med den disciplinerede Iris lærer ham at tage både sin kunst og sig selv mere alvorligt. Carmen, der er karismatisk og fuld af selvtillid, vil være berømt for enhver pris, men hendes jagt på en hurtig vej til toppen viser sig at have en høj pris.

Gennem hele fortællingen står lærerne som en kontrast til elevernes ungdommelige energi. De minder konstant de unge om, at talent aldrig er nok i sig selv – det kræver disciplin, vilje og hårdt arbejde at klare sig i en verden, hvor drømme let kan briste.

Musicalen balancerer mellem livsglæde og alvor. Den viser både de glitrende øjeblikke, hvor alt synes muligt, og de bitre realiteter, når ambitionerne støder sammen med virkeligheden. Til sidst står eleverne tilbage med en dybere forståelse af, hvem de er, og hvad kunsten betyder for dem. Selv når drømmene ikke går i opfyldelse, lever håbet videre i sangen, dansen og i budskabet om, at berømmelse – i en eller anden form – kan gøre dem udødelige.

Foto: Miklos Szabo

Stærke præstationer blandt lærerne. 

Silas Holst viser som Mr. Bell en ny og spændende side af sit talent. Det kan ellers være svært at forestille sig ham i nogle af de klassiske roller i Fame, men som skolens danse­lærer passer han perfekt. Med sin baggrund som professionel danser og instruktør tilfører han rollen en troværdighed og naturlighed, som få andre kunne levere. Det er samtidig befriende at opleve ham i en rolle, der ikke er præget af arrogance eller overlegenhed, men i stedet giver plads til varme og autoritet. Det er første gang, vi for alvor ser ham i en karakter, hvor han har lagt danseskoene på hylden, og det klæder ham virkelig godt. Hans sangpræstation er imponerende, og han viser en ny forståelse for skuespillet – som om han, for at bruge Fame’s egne ord, har fundet ud af, hvem han selv er som kunstner. Det giver bestemt lyst til at se ham i flere “almindelige” roller fremover.

Annette Heick giver som Miss Sherman forestillingen en solid kerne. Hun er skolens hårde og kompromisløse rektor, der repræsenterer disciplin, regler og realiteter. Hvor eleverne drømmer om berømmelse og succes, minder hun dem om, at talent aldrig er nok – det kræver hårdt arbejde og viljestyrke at overleve i den barske virkelighed udenfor. Heick balancerer figuren, så hun både fremstår autoritær og samtidig som en leder, der inderst inde vil sine elever det bedste. 

Samspillet mellem Annette Heick og Silas Holst står som et af højdepunkterne i forestillingen og får særlig kraft i nummeret “The Teacher’s Argument”. Her mærker man tydeligt, at de to ikke blot udfylder hver deres rolle, men også mødes i et intenst og troværdigt modsætningsforhold, hvor deres forskellige livssyn kolliderer. Scenen udvikler sig til en egentlig magtkamp, hvor musikken fungerer som brændstof til konflikten og forstærker spændingen mellem de to. Begge leverer vokale præstationer, der emmer af styrke og følelse, og man fornemmer, at det ikke kun er karaktererne, men også skuespillerne selv, der går til stålet. Resultatet er en dramatisk og medrivende sang, som både sætter fokus på de vidt forskellige pædagogiske tilgange og samtidig gør det klart, hvor elevernes sympati naturligt falder.

Det er i scener som denne, at Fame hæver sig op over blot at være en musical om unge med store drømme. Her træder også de voksnes kamp tydeligt frem – kampen for at forme, beskytte og definere, hvad kunst og succes egentlig er.

I rollen som Ms. Meyers, dramalæreren og skolens psykolog, leverer Camilla Bendix en fin præstation. Hun er den, der insisterer på, at de unge først må finde sig selv, før de kan træde ind i andre roller. Særligt hendes forsøg på at nå ind til Carmen bliver rørende, når hun prøver at lære hende, at man ikke bliver en stjerne “overnight”, men at selvindsigt og hårdt arbejde er nøglen til succes.

Foto: Miklos Szabo

De mest iøjenfaldende elever.

Carmen Diaz, spillet af Linea Høgh Olsen, er en af forestillingens mest iøjnefaldende figurer. Hun opfører sig, som om hun allerede er en Broadway-stjerne, og hun føler sig alt for cool til skolen. Men hendes vej bliver langt mere besværlig end forventet, og da hun vælger den nemme udvej og rejser til Los Angeles, ender drømmen med at koste mere, end hun havde forestillet sig. Olsen giver Carmen både glans, karisma og den nødvendige sårbarhed, så hun bliver en kompleks figur, man både beundrer og føler med. 

Olsen har en helt særlig evne til at tryllebinde sit publikum, ikke blot med sin stemme, men også med den måde, hun formidler følelserne i musikken på. Hendes sang præstationer bæres af en kombination af teknisk styrke og en sjælden nærværende udstråling, der gør, at man som tilskuer næsten glemmer tid og sted. I nummeret “There She Goes/Fame”rammer hun et klimaks, hvor hendes kraftfulde vokal og sceniske tilstedeværelse går op i en højere enhed.

Malou Takibo leverer som Serena Katz en fortolkning, der emmer af følsomhed og autenticitet. Serena er den generte og usikre skuespillerelev, der har talentet, men mangler troen på sig selv. Takibo giver rollen en sarthed, som gør Serenas udvikling gennem forestillingen både rørende og troværdig. Især i samspillet med Nick vokser figuren, og Takibo formår med små nuancer i spillet at vise, hvordan Serena langsomt finder modet til at træde ud af skyggen og ind i rampelyset. Malou Takibo, der selv er en af de yngre kræfter på den danske musicalscene, viser med sin præstation, at hun har potentiale til at blive en markant stemme i genren – hendes evne til at kombinere skuespillets inderlighed med musikalsk præcision gør et stærkt indtryk.

Christian Iversen tegner et levende portræt af Nick Piazza, den ambitiøse og idealistiske skuespillerelev, der brænder for at blive anerkendt som seriøs kunstner. Han udstråler passion og oprigtighed, men lader også figurens ungdommelige naivitet skinne igennem, hvilket skaber en troværdig balance. Iversen giver Nick et menneskeligt ansigt, så man som publikum forstår hans kamp for at forene store ambitioner med virkelighedens barske krav. Med sin varme udstråling og klare tilstedeværelse viser Christian Iversen, hvorfor han er en af de talenter, man har lyst til at se mere til fremover.

I rollen som Tyrone Jackson bringer Luc Boris André en smittende energi og rå kraft til scenen. Tyrone er danseren med det medfødte talent, men også med store udfordringer i det akademiske. André formidler spændingen mellem passion og ansvar med stor overbevisning og formår at give rollen både nerve og sårbarhed. Hans dans er eksplosiv og dragende, men det er i de stille øjeblikke, at man mærker, hvor meget han lægger i rollen. Luc Boris André, der selv har en stærk baggrund inden for dans, tilfører figuren en autentisk fysiskhed, der hæver karakterens rejse til et af forestillingens højdepunkter.

Iris Kelly, spillet af Anna Munch, bliver et elegant modspil til Tyrone. Hvor han er rå og intuitiv, er hun klassisk skolet, disciplineret og tilbageholdende. Deres møde udvikler sig fra konkurrence til gensidig respekt og følelser, og Munch skildrer denne rejse med finesse og præcision. Hun besidder en naturlig elegance, der passer perfekt til rollen, men formår samtidig at lade sprækkerne i den polerede facade skinne igennem. Anna Munch, der endnu ikke er et veletableret navn i musicalmiljøet, gør et bemærkelsesværdigt indtryk – især med sin fortolkning af “Mad World”, hvor hendes kombination af stærk vokal og ægte indlevelse rammer publikum direkte.

Foto: Miklos Szabo

Som Schlomo Metzenbaum er Anton Wammen forestillingens musikalske samvittighed. Schlomo er søn af professionelle musikere, men drømmer om at finde sit eget udtryk og skabe noget personligt. Wammen giver rollen en stille, men intens tilstedeværelse, der gør, at figuren føles ægte og genkendelig. Med sin musikalske baggrund tilfører han rollen en naturlig tyngde, og man mærker tydeligt, hvordan hans nærvær og følsomhed bliver et anker i fortællingen.

Mabel Washington, spillet af Alberte Kyst, er et af de mest charmerende indslag. Hun er livsglad, komisk og fuld af energi, men bag facaden kæmper hun med usikkerheder omkring sit selvbillede. Kyst formår at balancere mellem humor og sårbarhed, så Mabel bliver mere end blot comic relief – hun bliver en figur, man både kan grine af og spejle sig i. Alberte Kyst tilfører rollen varme og menneskelighed. 

Endelig fuldender Joe Vegas, spillet af Niklas Troensegaard, ensemblet som klassens klovn. Han er morsom, energisk og ofte lidt overdrevet, men Troensegaard giver også figuren en eftertænksom side, der afslører et dybere ønske om at blive taget seriøst. Hans komiske timing er skarp, og hans evne til at spille på både det overdrevne og det sårbare gør Joe til en af de mest underholdende og samtidig rørende karakterer i forestillingen. Troensegaard viser med rollen, at han mestrer både humor og hjerte.

Visuelt og koreografisk løft. 

Scenografien er skabt af Jonas Fly og er i sig selv et visuelt højdepunkt i forestillingen. Den er centreret omkring to monumentale stålkonstruktioner, der med deres rå, industrielle look straks leder tankerne hen på New Yorks hektiske puls. De er udstyret med trapper, platforme og indlagte neonlys, som på elegant vis transformerer scenen fra skolens korridorer og øvelokaler til byens ikoniske skyline. Denne fleksibilitet gør, at scenebilledet aldrig står stille – de tunge konstruktioner kan både flyttes og roteres, hvilket giver en næsten filmisk fornemmelse af bevægelse og udvikling. Resultatet er en scenografi, der ikke blot danner baggrund, men i høj grad bliver en aktiv medspiller i fortællingen. Kombinationen af lys, stål og højde indrammer forestillingen på en måde, der både spejler ungdommens energi og drømme og samtidig understreger storbyens barske realiteter.

Foto: Miklos Szabo

Koreografien, instrueret af Silas Holst og assisteret af Simon Glæsel, er et kapitel for sig. Sammen har de skabt en dansestil, der med stor præcision og energi vækker 80’ernes tid og stemning til live. Bevægelserne er både kraftfulde og dynamiske, men også præget af små detaljer, der gør, at man som publikum føler sig hensat til den tid, hvor musik, mode og attitude gik hånd i hånd. Koreografien formår at balancere mellem det stramme og det legende, så danserne på én gang fremstår disciplinerede og fulde af rå energi. Det giver forestillingen et drive og en autenticitet, der understøtter både musikken og karakterernes rejse.

Blandt ensemblet er der især to dansere, der fortjener at blive fremhævet: Simon Glæsel og Tone Reumert. Begge leverer præstationer, der hæver dansen til et niveau, hvor den ikke blot er flot at se på, men også fyldt med intensitet og personlighed. Simon Glæsel imponerer ikke kun som koreografisk assistent, men også på scenen, hvor hans energi og præcision gør ham til et naturligt midtpunkt. Tone Reumert tilfører med sin styrke og udstråling en særlig glans, der gør, at man instinktivt følger hende, når hun bevæger sig på scenen. Sammen repræsenterer de det ypperste af forestillingens danseriske kraft, og deres tilstedeværelse bidrager i høj grad til, at koreografien aldrig føles som pynt, men som en essentiel del af fortællingen.

Konklusion.

Fame – The Musical lykkes med at forene ungdommens håb og naivitet med den hårde virkelighed, hvor kun disciplin og vedholdenhed kan bære drømmene frem. Forestillingen er både visuelt imponerende, musikalsk stærk og fuld af medrivende præstationer fra både elever og lærere. Den balancerer lethed og alvor på en måde, der gør, at publikum både underholdes og berøres. I sidste ende står Fame tilbage som en fortælling om kunstens evne til at give mening – også når berømmelsen ikke bliver, som man havde forestillet sig.