Efterlysning - Fredericia Musical Teater
- Teaterpigerne
- 30. mar.
- 4 min læsning

"Efterlysning" – en ny dansk sangcyklus med urpremiere på Fredericia Musical Teater
Fredag aften lød startskuddet til en helt ny og anderledes musikoplevelse, da Fredericia Musical Teater præsenterede premieren på Efterlysning – en nyskrevet dansk sangcyklus skabt af musicalperformer Mille Lambert og musiker Kristoffer Nybye. En forestilling uden klassisk dialog, men i stedet fyldt med smuk musik, poetiske tekster og genkendelige stemninger fra hverdagen.
Efterlysning kredser om den moderne søgen efter identitet og nærvær i en verden, hvor alting går for stærkt. Gennem smukke sange, humoristiske karakterer og hjerteskærende følelser trækker Efterlysning publikum helt ned på jorden med en fortælling om det almindelige, det banale og det helt igennem menneskelige kaos, det er at være til.
På scenen træder Søren Torpegaard Lund, Johanne Milland og Diluckshan Jeyaratnam frem som tre talentfulde performere, der konstant skifter roller i et univers uden et fastlagt forløb. Karaktererne mødes og adskilles, uden nødvendigvis at kende hinanden, og hver sang fortæller sin egen lille historie, drevet frem af stemning, melodi og hverdagsrealisme. Ligesom mange af os søger de efter noget mere i livet – men hvad præcist er det, vi leder efter?
Instruktør Mikal Korsgaard Larsen har formået at sammensætte de 19 sange i en smuk harmoni, der gør, at man som publikum føler, at man er sammen med karaktererne.
Et kig ind i hverdagens ømme punkter
Hvem har ikke prøvet at gå ned ad gågaden, få øje på en tidligere bekendt og ende i en “småsnak”, hvor samtalen hurtigt kredser om vejret, jobbet og kærligheden? Søren Torpegaard Lund og Diluckshan Jeyaratnam formår med humor, akavade dansemoves og kraftfulde stemmer at fremhæve den akavede stemning, der opstår mellem to mennesker, der ikke har set hinanden i årevis. Det mærkes tydeligt, at tiden er gået – og det efterlader en distance. Samtalen forbliver på overfladen, skønt begge måske ved, at sandheden ligger et helt andet sted. For selvom vi siger ”det går fint”, er det ikke altid tilfældet. Alligevel afsluttes mødet med den velkendte høflighedsfrase: ”Vi må tage en kaffe en dag” – velvidende, at den kaffe aldrig bliver til noget.
Når jeg bliver 30, sunget af Johanne Milland, rammer lige ned i den moderne identitetskrise. Vi har alle haft en idé om, hvordan livet skulle se ud, når vi ramte de 30: sund mad, faste rutiner, økonomisk overblik, et stærkt parforhold uden skænderier – og måske endda et liv i balance. Men virkeligheden er rodet. Sangen stiller det store spørgsmål: Bliver vi nogensinde rigtigt klar til at være voksne?
I Mandag skildrer Diluckshan Jeyaratnam en mand, der kæmper for at holde sammen på både sig selv og sit forhold. Han forsøger at være til stede og stærk, men indeni knager det. Det er en sårbar og stille fortælling om kærlighed, der er ved at glide ud mellem fingrene – og om frygten for, hvad der sker, hvis man giver slip. Og det er tydeligt, at sangen er rørende og gør indtryk. Både på publikum, men også på Diluckshan Jeyaratnam.
Søren Torpegaard Lund giver med I larmer stemme til det universelle behov for stilhed. I en verden fyldt med konstant larm – både udefra og indefra – vokser længslen efter ro. Bare fem minutter uden krav, støj og forventninger. Det er en enkel, men rammende påmindelse om nødvendigheden af at finde plads til sig selv midt i hverdagens kaos.
I Det du gør ved mig bevæger Søren Torpegaard Lund sig ind i de mørkere afkroge af følelserne. Her hersker vrede, frustration og afmagt overfor et menneske, man ikke kan slippe – uanset hvor destruktivt det er. Sangen bliver et intenst opgør med de relationer, der dræner os. Som han synger med en blanding af bitterhed og sarkasme: ”Du er det værste menneske på jorden, eller i alt fald her i Norden. Der er hungersnød, en tsunami og krisen er på vej, og alligevel er alt, du snakker om, dig.”
Med Tre ord sætter Johanne Milland spot på det pres, vi alle kan føle for at skulle definere os selv – hurtigt og præcist. Hvem er du? Hvad laver du? Og kan du beskrive dig selv med tre ord? For hvem har ikke prøvet at sidde til en jobsamtale, og blevet bedt om at beskrive sig selv? Det virker uskyldigt, men hvad med dem, der ikke passer ind i de snævre rammer? Sangen stiller skarpt på, hvordan vi konstant bliver presset ind i kasser – og på behovet for at skabe mere plads til det komplekse og det nuancerede.
Sceneopsætning til Musicalen Efterlysning
Scenografien i musicalen Efterlysning er skabt for at fremkalde en atmosfære, der balancerer mellem en hyggelig lejlighed og en eventyrlig skov. Scenen forener genkendelige elementer som en bænk, en lænestol og et køle-/fryseskab med frodige planter, der tilfører et strejf af naturens mystik.
Disse rekvisitter fungerer ikke blot som baggrund, men inddrages aktivt i forestillingen af de tre skuespillere, hvilket gør dem til en naturlig del af fortællingen. Samspillet mellem hjemlige rammer og det vilde landskab skaber en drømmende og dynamisk scenografi, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi langsomt opløses.
Erfarne musicaltalenter skinner i Efterlysning
Alle tre performere er uddannet på DDSKS Musicalakademi Fredericia og har tidligere optrådt på Fredericia Musical Teater, og det var tydeligt, at der var små referencer til deres tidligere karakterer.
Søren Torpegaard Lund har tidligere medvirket i Matador – The Musical, Saturday Night Fever og De Tre Bukke Bruse på Fredericia Musical Teater. I Efterlysning får han for alvor mulighed for at demonstrere sit imponerende sangtalent. Med en stemme, der ubesværet rammer de høje toner, leverer han en præstation, der sender kuldegysninger ned ad ryggen.
Johanne Milland har tidligere haft hovedroller i Askepot – The Musical og senest Wicked på Fredericia Musical Teater – og det er ikke svært at forstå hvorfor. Hendes stemme og skuespilpræstationer imponerer fra første øjeblik og efterlader et stærkt indtryk.
Diluckshan Jeyaratnam har senest medvirket i Fredericia Musical Teaters opsætning af Wicked, hvor han spillede Fiyero samt i teatrets julekoncert. Med sin kraftfulde stemme og sikre sans for humor formår han at give sine karakterer liv og gøre dem dybt menneskelige.
En musikalsk refleksion over livet
Efterlysning er ikke en traditionel musical – det er en musikalsk refleksion over livet. En samling øjebliksbilleder, der rammer plet i den moderne menneskesjæl. Forestillingen formår at være både smuk, rørende og tankevækkende, og performerens indlevelse gør det svært ikke at spejle sig i de mange små fortællinger.
Der er ingen store armbevægelser eller forkromet plot. I stedet får vi noget langt mere sjældent – en ærlig og nærværende musikalsk samtale om det at være menneske.
